Den ny tids virtuelle terrorist

Manden, som fem amerikanske præsidenter brugte som terrorrådgiver, kalder den sigtede for en ny type moderne terrorist

Terrorisme 1. august 2011 06:00

KØBENHAVN: Anders Behring Breivik, der dræbte 77 mennesker under sine terrorangreb i Norge 22. juli, er ikke en sindsforvirret person. Han er det første eksempel på et nyt fænomen i terrorismens lange historie - "det 21. århundredes virtuelle terrorist". Karakteristikken kommer ikke fra hvem som helst. Den er formuleret af dr. Steve R. Pieczenik, viceudenrigsminister under fem amerikanske præsidenter, Richard Nixon, Henry Ford, Jimmy Carter, Ronald Reagan og George Bush senior. Fra sin tid i Det Hvide Hus har Pieczenik betydelig erfaring med bekæmpelse af terrorisme, og derudover er en forståelse af menneskets sind i kraft sin doktorgrad i psykiatri fra Harvard-universitetet. - Det, Breivik har gjort på en næsten sofistikeret måde, er, at han har uddraget alle terrorismens principper, forklarer Pieczenik i en samtale med Ritzau. Det første af disse principper er, ifølge Pieczenik, dramaet, teatret. - Man vil vise verden, at en handling kan skabe frygt. Ikke ødelæggelsen af bygningen i sig selv eller drabet på enkeltpersonerne, men det faktum, at man kan ødelægge en bygning, og at man kan dræbe den mest sårbare del af samfundet, som i dette tilfælde ironisk nok var - og fra en terrorists synspunkt udført ekstremt vellykket - rettet mod børnene fra hans eget samfundslag, hans eget folk, siger Pieczenik. Den tidligere amerikanske viceudenrigsminister understreger, at han på ingen måde ønsker at hylde Breiviks massakre mod hovedsageligt unge mennesker. Han vurderer alene nordmandens terrorhandling på baggrund af 30 års virke med forskning i og bekæmpelse af terrorisme. - Den handling, han har begået, er den perfekte terrorhandling, der indgyder nøjagtigt det, der gør terrorisme, terrorhandlingen, en succes, fastslår Pieczenik. Det andet af terrorismens principper, forklarer han, er at skabe frygt. Og, siger Pieczenik, terrorangrebene 22. juni skabte frygt i hele det norske samfund. I dets institutioner, dets befolkning, i dets politiske og dets økonomiske sfærer. En indgående forståelse af dramaet og frygten er afgørende for, i hvilken grad kendskabet til terrorhandlingen spredes. Og her er Breivik væsensforskellig fra de terrorister, man hidtil har set. - Hvad der er vigtigt for ham, er, at alle ser hans handling gennem det 21. århundredes teknologi, særligt Facebook, Twitter og video. Det er lykkedes ham at integrere alle disse elementer i det, journalister desværre misopfattede som intetsigende og forvirret. Men nej, det er det modsatte, påpeger Pieczenik. - Så set ud fra, hvordan han har handlet og, hvordan han har implementeret dette, så er han det 21. århundredes virtuelle terrorist. Og han gjorde det meget effektivt, siger den tidligere amerikanske viceudenrigsminister, der har nærstuderet det 1500 sider lange manifest og den video, Breivik udsendte umiddelbart inden terrorhandlingerne i Oslo og på Utøya. Selv om Pieczenik ikke betragter Breivik som egentlig nazistisk, så sammenligner han nordmandens strategi med Adolf Hitlers. Breiviks terrorhandlinger kalder han det 21- århundredes svar på Hitlers "putsh" - kupforsøg - i 1923, og Breiviks internetmanifest kalder han "det 21. århundredes virtuelle 'Mein Kampf'". Peiczenik afviser, at Breivik er sindsforvirret. - Efterforskere har ramt helt ved siden af ved at kalde ham skør og en sociopat. Det er han ikke. Det kan jeg garantere dig. Jeg har afhørt mange terrorister og arbejdet imod dem, siger han. - Det, jeg måtte gøre, som viceudenrigsminister under fem præsidenter - Nixon, Ford, Carter, Reagan og Bush - var at sige: De fleste folk, der gennemfører terrorhandlinger, er ikke skøre. Man må forstå, hvad handlingen betyder operationelt, forklarer Pieczenik. Han henviser igen til Hitler samt til de to russiske ledere Leo Trotskij og Josef Stalin. - De forstod alle at bruge vold. Stalin forstod, hvordan man benyttede vold for at indgyde frygt, så man kunne undertrykke systemet. Trotskij havde ingen problemer med at dræbe tusinder af sine egne folk. Heller ej Stalin, Heller ej Hitler, påpeger Pieczenik. - Så evnen til at dræbe sine egne folk og angribe et samfunds svage punkter for at omstyrte dette samfund og erstatte det med en anden politisk magt, er en virtuel terrorhandling i det 21. århundrede. Og det er ekstremt effektivt, slutter den tidligere viceudenrigsminister./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...