Den nye generation indtager scenen

HJØRRING:En ny generation af amatørskuespillere er på vej i Hjørring. Hjørring Sommerspil øver for tiden på Torbjørn Egners folkekære Dyrene i Hakkebakkeskoven og her bevæger en hel række nye skuespillere sig ud i faget. Som begynder tager man små skridt. Cathrine Lyngbøl, Agnete Jeppesen, Dagmar Vibehus Teglgaard og Julie Houen- alle syv år- spiller dansemus i forestillingen. Da NORDJYSKEaflægger besøg i musikskolens gamle koncertsal i Skolegade er der ingen stjernenykker at spore hos de unge skuespillere, snarere lidt generthed over de mange spørgsmål. Men, jo. Det er bestemt sjovt at være med, og ja, vi kan sikkert godt tænke os at være med igen en anden gang. Netop det sidste håber instruktør og sommerspilveteran Thorvald Baggesen på. - Det er vigtigt, at vi får en ny generation af børn som gerne vil være med og i år er en stor del nye ansigter, siger Thorvald Baggesen. Garvede amatørskuespillere som blandt andre Jesper Frydkjær, som skal spille Ræven, Vita Olsen som skal spillebedstemor skovmus, og Mathilde Sørensen, som skal spille Klatremusen sørger for, at barneskuespillerne får trygge rammer og i bogstaveligste forstand - rollemodeller - at spejle sig i. Dina Saugman, som spiller bagersvenden, har været med nogle gange og spiller sammen med et nyt ansigt Iben Corneliussen som bagermester Harepus. Med disse to går Thorvald Baggesen helt ned i detaljen under indstudering af den kendte Peberkagesang, hvor bagersvenden forveksler ingrdiensernes vægt. Det ender som bekendt med peberkager bagt med et kilo peber! Musikken er under ledelsen af Ernest Petersen og et tremands ensemble. Der er premiere 3. november med otte efterfølgende forestillinger. Billetter købes på Vendelbohus. Sommerspillet brugerTorbjørn Egners egen tegning fra stykket som plakat.