Lokalpolitik

Den nye kommune hedder Mariagerfjord

Ministeren har nu lagt sig fast på stavemåden

MARIAGER FJORD: Den nye storkommune omkring Mariager Fjord hedder Mariagerfjord Kommune - og ikke Mariager Fjord Kommune. Afgørelsen om stavemåden er truffet af indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, og selv om det ikke er helt nøjagtigt, som de fire fjordkommuner havde valgt at indstille i bred enighed, er det en beslutning, man i hvert fald i Hobro formentlig har svært ved at være ret meget uenig i. Stavemåden - altså Mariagerfjord i et ord - er nemlig præcist det, man i sin tid lagde sig fast på i Hobro Byråd. Det skete på et møde 7. februar, hvor forslaget fik 13 af byrådets 15 stemmer. Svend Nielsen (UP) stemte som den eneste for et helt andet navn, Fyrkat Kommune. I mødet deltog ikke Inger Winther (V). Stavemåden har dog aldrig været et kardinalpunkt, og da man både i Mariager, Hadsund og Arden har foretrukket navnet Mariager Fjord Kommune, har man i hele processen tilsluttet sig det også i Hobro. Men det er ministeren altså ligeglad med. Stavemåden er fastlagt, efter at navnet har været en tur omkring stednavneudvalget. Herfra har man ikke lagt skjul på, at et kommunenavn i tre ord er et for meget. Og det undgår man altså ved at stave Mariagerfjord i en og samme køre. Borgmester i Mariager Kommune er Erik Kirkegaard Mikkelsen (K). Han er tilfreds med, at ministeren trods alt har valgt at kalde kommunen Mariagerfjord i stedet for eksempelvis Østhimmerlsnds Kommune eller noget helt tredje. - Men jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke kan få den stavemåde, vi er enige om fjorden rundt, siger Erik Kirkegaard Mikkelsen. Han vil nu vende sagen med sine kolleger i Hobro, Arden og Hadsund, men om der skal gøres mere ved sagen, ved han endnu ikke. Med navngivelsen af de 98 kommuner, hvoraf 65 er nye, har ministeriet nu endelig færdiggjort det nye danmarkskort. - Kommunalbestyrelserne har gjort det nemt for mig. Der har stort set været enighed om de nye navne, og kun i fem tilfælde har jeg måttet vælge mellem flere navneforslag. Det er en flot afslutning på en god, demokratisk proces frem mod det nye danmarkskort, siger Lars Løkke Rasmussen.