Dronninglund

Den nye præst tror på Gud

Hanne Dahl har været vidt omkring, men har fundet stedet, hvor hun vil blive

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hanne Dahl nyder at være i den ualmindeligt smukke, store kirke i Dronninglund, men Dorf Kirke er også smuk, synes hun. Foto: Peter Broen

DRONNINGLUND:Svaret er ja og ja på to vigtige spørgsmål til en ny sognepræst.

Ja, Hanne Dahl tror på Gud, og ja, hun er kommet fra Mors til Dronninglund for at blive.

- Mors er et godt sted at være præst. Vi havde ikke tænkt på at rejse derfra, før embedet her dukkede op, fortæller Hanne Dahl.

Hendes mand er både døbt og konfirmeret i Dronninglund, og hans forældre bor lige uden for byen, så præstefamilien kørte ofte den lange tur fra Mors.

- Det er hverken fremmed eller tilfældigt at vi lige kom her til, siger Hanne Dahl.

Trods en omskiftelig tilværelse er hun ikke bange for at blive rastløs.

Vidt omkring

- Hvis jeg keder mig, finder jeg på noget, så jeg ikke keder mig. Livet er for kort til en lunken trækken på skuldrene. Jeg skal ville det, jeg vil. Hvis jeg ikke ville være præst, var jeg noget andet, fastslår den nye sognepræst i Dronninglund og Dorf.

Og det gør hun ikke, fordi hun mangler fantasi eller mod. Hun har været vidt omkring, og er kendt nok til at der findes et kapitel om hende på internetleksikonet Wikipedia.

Hun har tilbragt en del af sin barndom i Fjernøsten, blev student og læste til præst i Aarhus og har som voksen været i EU-parlamentet, først som embedsmand, siden som parlamentariker.

- Når man bliver flyttet meget rundt, tror jeg man vælger et sted, der er hjem, og jeg har altid sagt at jeg kom fra Aalborg. Jeg er født i Aalborg og har min familie i Nordjylland. Jeg er meget nordjysk, siger Hanne Dahl.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst