Litteratur

Den nye pressechef for Fogh er en frontløber

Statsministerens nye spindoktor er en erfaren og ærgerrig journalist, der altid går efter at vinde

Hvis Anders Fogh Rasmussen i den kommende tid bliver spottet på en af sine løbeture i selskab med en mand, der kan stå distancen, kan det meget vel være statsministerens nye spindoktor. Den 43-årige Michael Ulveman, der ikke lader sig anfægte af stigende puls og syre i benene, er et karrieremenneske, hvis formkurve nu når et højdepunkt med ansættelsen som statsministerens personlige spindoktor. Et absolut topjob, når man interesserer sig intenst for magt, politik og spillet bag. Det er næppe tilfældigt, at Michael Ulvemans navn var det første, som cirkulerede på Christiansborgs gange, da stillingen som pressechef i Statsministeriet blev ledig. Ulveman, der kommer fra en stilling som chefredaktør og administrerende direktør i Dagbladenes Bureau, er kendt for sin i særklasse fine evne til at læse og tolke det politiske spil. En evne og indsigt, han har opbygget gennem 15 års erfaring med dansk og international politik. Ingen, med blot et spinkelt kendskab til Michael Ulvemans CV, kan være i tvivl om, at manden brænder for politik: Pressechef for Det konservative Folkeparti og politisk reporter på Berlingske Tidende udgjorde de første ansættelser. I 1990 blev han hentet til Jyllands-Posten, hvor han gennem 12 år bestred en række attraktive stillinger - herunder leder af den politiske redaktion på Christiansborg og flere korrespondentposter. Første udstationering blev som EU-korrespondent. Stillingen i Bruxelles og de dertilhørende parlørkurser i det svære franske sprog accepterede Michael Ulveman - velvidende at hjertet allerede så over Atlanten. I 1996 blev drømmen om Amerika endelig indfriet. Fem år blev det til i high power-centrum som korrespondent i Washington med to præsidentvalg, reportagerejser fra 46 stater og ikke mindst Monica Levinsky-affæren - den dramatiske sag om præsident Clinton og den forelskede praktikant. Selvtillid og humor Ulveman er også medforfatter på to væsentlige politiske bøger: Den underholdende og nærgående Schlüter-biografi fra 1992 og "I spidsen for Europa" om det danske EU-formandskab fra 2003. Sidstnævnte blev til i samarbejde med journalist Thomas Lauritzen, og Ulveman kunne udnytte sin viden fra utallige EU-topmøder gennem tiden i Bruxelles, sit kildenetværk - og evne til at få danske toppolitikere i tale. Dramaet i kulissen, de interne spændinger i regeringen og kemien mellem de europæiske toppolitikere blev velskrevet eksponeret. Bogen fik flotte anmeldelser, men blev aldrig nogen bestseller. Selv om Ulveman i sin tid lancerede projektet over for forlaget People's Press med ordene om, at det var "et rent guldæg". Kollegerne på Jyllands-Posten vil huske ham for mindst tre ting: Hans selvtillid. Den opsigtsvækkende afsløring af den gamle Tvind-leder Mogens Amdi Petersens gemmested i luksusparadiset Fisher Island i Florida - en artikel, der blev til i intenst samarbejde med to andre journalister. Og ikke mindst, at Ulveman i sin tid løb af med den smukke JP-praktikant, nuværende TV2-vært Tina Nikolaisen. Parret lever i dag sammen og har to børn. Michael Ulveman er en humoristisk, stolt og forfængelig vindertype, der søger og næres af intense oplevelser. Livsnyder og målrettet ambitiøs i een og samme person. Han trives med en golfkølle eller et godt glas rødvin i hånden. Eller med en Coca-Cola i pausen fra den sorte ski-pist, henslængt i naturen med bar overkrop under den franske alpesol. Han har ikke meget tilovers for det ordinære, men drages af mennesker, der på den ene eller anden måde er specielle, skiller sig ud fra mængden eller rummer en spændende historie. Det er mennesker som Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, dokumentarfilm-skaberen Christoffer Guldbrandsen, den nu fratrådte spindoktor Michael Kristiansen, den radikale Naser Khader og forfatter og storvildtsjæger Natasha Illum Berg. Omgangskredsen og netværket er stort. Det nære privatliv, der rummer i alt fire børn, udfolder sig i Skovshoved nord for København. Og mon ikke Ulveman har pinlig orden i telefonregninger, rejsebilag og taxaboner? Ellers fik han det nok, da telefonen ringede på kontoret i Københavns city, og stemmen sagde: "Det er Anders Fogh Rasmussen".