Den nye sæson er startet
Standerhejsning for ungdomsspillerne i GVL

Galleri - Tryk og se alle billederne.
LØKKEN:Formanden for GVL, Niels Glyø, bød velkommen til en flok ivrige ungdomsspillere, da fodboldafdelingen holdt standerhejsning på stadion i Løkken.
Standerhejsningen gjaldt årgangene fra 2003 og ældre, som startede sæsonen med en kort træning med efterfølgende pommes frites og saft i klubhuset.
- Traditionen tro så starter vi med at hejse flaget, en let gang træning og så afslutning i cafeteriet. Traditioner er vigtige for en idrætsforening, og jeg synes, at vi har fået lavet nogle gode i ungdomsafdelingen, sagde Niels Glyø indledningsvis.
Formanden nævnte fodboldskolen i uge 27, og afslutningsfesten efter forårssæsonen samt turen til Limonecup i Italien. Han bebudede også en ny klubdragt i løbet af foråret. Man håber at lave et sæt, som hele klubben kan bruge, og man forhandler med et firma om et rigtigt godt tilbud.
- At vi har gode forhold, og at vi kan give vore børn nogle gode oplevelser, er desværre ikke noget der kommer af sig selv. Der er brug for hjælp til at holde baneanlægget, så vi fortsat kan tilbyde optimale forhold. Vi indkalder til aktivitetsdage, og vi håber at mange forældre vil bruge en lørdag formiddag sammen med andre. Vi plejer at have nogle hyggelige timer med arbejde og senere spisning. Vi har brug for al den hjælp vi kan få. Der er også behov for nye input, for klubben har mulighed for at sætte nye tinge i gang, så kom med ideer til hvad der skal til, for at gøre klubben endnu bedre end den er i dag, opfordrede formanden, før man gik til flaghejsningen.
Standerhejsning for de mindste årgange finder sted 6. april.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.