Lokalpolitik

Den nye storkommune blev døbt Hjørring

Hirtshals-borgmester Knud Størup måtte bøje sig efter pres fra borgmesterkollegaer

VENDSYSSEL:Efter megen debat og lange overvejelser blev den nye storkommune i Vestvendsyssel omsider navngivet. Det skete fredag på rådhuset i Hirtshals, hvor borgmestrene fra Hjørring, Hirtshals, Sindal og Løkken/Vrå afslørede, at man var blevet enige om at kalde den nye storkommune for Hjørring. Tre af borgmestrene har længe været enige om netop det navn, mens Hirtshals-borgmester Knud Størup har været varm fortaler for at finde et helt femte navn. - Jeg må konstatere, at jeg ikke kunne overbevise mine kollegaer om et andet navn, så jeg må bøje mig på demokratisk vis. Jeg har det helt fint med beslutningen, og jeg tror også, at befolkningen vil acceptere den, sagde Knud Størup (UP). Han glædede sig over, at man havde taget sig tid til at overveje andre muligheder. Hjørrings borgmester Bent Brown (S) havde svært ved at skjule sin glæde over, at Løkken/Vrå og Sindal fra starten har været tilhængere af navnet Hjørring. - Det er sørme vigtigt, at det er et navn som folk kender. Der har været mange gode forslag, men hvor er det nu lige, at Vendia ligger eller hvad der nu ellers har været forslået. Hjørring det ved man, hvor ligger, siger Bent Brown. Det nye kommunenavn træder i kraft 1. januar 2007, og indtil da vil man bruge betegnelsen Ny Hjørring Kommune, når der er tale om fælles beslutninger mellem de fire.