Musik

Den økologiske folkemusik

koncert Carr & Roswall Dissing & sønner & Las Wongavilli Det er egentligt ganske utroligt og imponerende, at det er lykkedes at banke et så frodigt og højt kvalificeret folkemusikalsk spillested som Halkær Kro op blot en halv times kørsel fra Aalborg. Her strømmer folkeentusiasterne til fra nær og fjern til den årlige Halkær Festival og slår sig ned i campingvogn og telt for at nyde et par dage med fokus på økologisk mad og drikke, spontan violinjam på kroens terrasse og ikke mindst årets musikprogram i kroens tilstødende sal. Her er en rar og uformel stemning, som i gamle dages forsamlingshuse. Der bliver hilst på kryds og tværs og blonde småpiger leger mellem stolerækkerne, mens salen langsom bliver fyldt op fra scenen og bagud. Og her spørger alle høfligt om stolen er optaget, før de sætter sig. Den skotske sanger Rod Sinclair byder velkommen med et Woodie Guthrie-nummer på banjo og erindrer om den første festival, hvor der blev søgt frivillige til at indfange en halv snes løsslupne kvier. Det lykkedes også at skaffe frivillige blandt publikum, og det lykkedes også at få indfanget Eskil Rommes kvier, men festivalen blev en time forsinket. Så er scenen ellers sat til aftenens første musikalske indslag – den engelske guitarist Ian Carr og den svenske nøgleharpespiller Niklas Roswall. Nøgleharpen kan minde om en stor violin og bliver da også strøget med violinbue, mens Roswall har den liggende i skødet. Repertoiret er dels eget materiale dels ældre 1700-tals folkemusik spillet i autentiske og rent instrumentale arrangementer. "Fortvivlans Polska" fortolker de to både elegant og stærk, mens nøgleharpens spinetagtige tone drejer sig dansende. Vi får svenske valse og Carrs nyskrevne "A Day On The River" – en tyst og lyrisk sag om en dejlig dag i juni på kanotur med den elskede. Det er musik, som midt i den danseglade tone ofte gemmer på en bittersød kerne af vemod, ensomhed og tristesse, men i længden bliver duoens udtryk lidt vel enstonigt. Skønt der ikke kan herske tvivl om, at de er glimrende instrumentalister. Efter en kort pause er det så blevet tid for far Dissing med sønner Rasmus og Jonas samt guitaristen Las Nissen. Her er dømt dansk bluesfarvet musik – eventyrlig, løs i kanterne og fortrolig uden at blive klistret. Som i nummeret "Tynd Røg" – en poetisk og samtidig præcis afsøgning af vort indre fremmedhad. Lyden er utrolig flot denne aften i den lille sal, og bandet giver sig god tid til at folde numrene ud. De spiller så langsomt hypnotisk, at det kan vække minder om C.V. Jørgensens sidste livealbum, og sangenes ord står helt klare og forståelige. Povl Dissing selv i vanlig stil med himmelvendte øjne og forunderlige forglemmelseshistorier som introduktion til repertoiret, der både består af hans egne ting, men lige så interessant af sange fra Las Nissen og den keyboardspillende søn, Rasmus. Og musikken. Roligt strømmende. Med Dissing selv på lejlighedvis 12-strenget akustisk guitar, men altid undestøttet af Las Nissens syngende el-guitar, Jonas Dissings fuldfede mundharpe og Rasmus Dissings robuste soulinspirerede klaviaturarbejde. Teksterne er personlige, poetiske afsøgninger af livet og dets problemer og på en gang ligefremme og rare og med bid. Som i den nyskrevne H.C. Andersen- sang "Halvvejs Vågen", men også i en inderligt vemodig "Svantes Svanesang". Og til sidst har bandet salen i sin hule hånd med den flotte korversion af Dylans "I Shall Be Released" og selvfølgelig som ekstra ekstra "Svantes Lykkelige Dag" – du ved den med om lidt er kaffen klar. Og igen nyarrangeret, så den var til at holde ud. Tredje runde af denne aftens folkemusikalske ombæring blev det lidt jetlagplagede australske Wongavilli, der med banjo, ølkapselbeslået rumsterstang, mandolin, guitar, violin og trækharmonika bød på et robust dansemiks med tydelig inspiration fra irsk og skotsk folkemusik. Steepdancetunes og sentimentale ballader. Sådan som de er vant til at spille hver onsdag, når der er bal i den lille landsby syd for Sydney, hvor de kommer fra og som også har givet bandet navn. Energisk brugsmusik, men også lidt af et antiklimaks ovenpå Dissing-familiens nærværende og vedkommende fortrolighed. Men ingen tvivl om, at de kunne have sat fart i et rigtig høstbal, men her ved midnatstid var publikum kørt lidt trætte. Men en flot folkemusikalsk aften med ægte levende musik spillet håndholdt - ja, du kunne fristes til at sige økologisk folkemusik - var det. Bent Stenbakkenbent.stenbakken@nordjyske.dk Ian Carr & Niklas Roswall. Dissing, Dissing, Las & Dissing. Wongavilli. Halkær Festival, Halkær Kro, fredag aften