Den optimistiske flamme er tændt

Investorerer udefra tror igen på kommunen - et længe planlagt boligprojekt er igen vakt til live

PANDRUP:Symbolværdien af Orions indtog i Pandrup er stor - samtidig med at Flextronics-skiltene i går blev erstattet med Orion - sender det signaler til andre dele af regionen, om at bedre tider er på vej i Pandrup Kommune. Det tror direktør John Bo Nielsen fra Korsbæk & Partnere i Aalborg på, og derfor er et planlagt boligprojekt mellem Purkærvej og Blokhusvej nu taget op af skuffen igen. - Vi ved, at der er behov for gode udlejningsboliger i området, og vi har ventet på et tegn, det har vi fået i kraft af 150 nye arbejdspladser på "Orion", siger John Bo Nielsen. Sammen med arkitektfirmaet Christensen og Rottbøll har Korsbæk og Partnere dannet et udviklingsselskab, Brogården, der skal stå for byggeriet af, i første omgang, 20 af 40 kommende lejeboliger. - Det bliver tætte, lave boliger på 87 kvadratmeter med haver og det bliver til en temmelig billig leje, siger John Bo Nielsen. Oprindeligt skulle byggeriet have gået i gang i sommeren 2002, men det viste sig at være mere end vanskeligt at få et boligselskab til at tro på behovet for boliger. - På grund af de ulykkelige ting, der skete i Pandrup med blandt andet massefyringer, har der været meget skepsis med hensyn til at investere i området, men nu tror vi på, at Pandrup vil komme igen, siger John Bo Nielsen. Boligprojektet indebærer, at Blokhusvej 26 skal rives ned, og selskabet er i øjeblikket ved at indhente tilbud på nedrivning. Herefter skal det knap 24.000 kvadratmeter store areal af delområde 1 i Lokalplanen, gøres klar til byggeri. Ifølge John Bo Nielsen går byggeriet af de nye boliger i gang i marts næste år. Endnu er det ikke afklaret, om et boligselskab går med i projektet, men ellers er det planen, at Brogården selv står som bygherre.

Forsiden