Den paradoksale ældrecheck

Ældrechecken modarbejder behovet for senere tilbagetrækning

Ældreforhold 1. februar 2005 05:00

KØBENHAVN: Hvis man skulle bruge et af Mogens Lykketofts favoritudtryk, som også Anders Fogh Rasmussen har taget til sig, så passer ældrechecken "som en knytnæve til et blåt øje" til fremtidens udfordringer. Ifølge stort set alle økonomer er Danmarks største udfordring den såkaldte ældrebyrde. Faktum er, at når de store årgange fra efterkrigstiden snart begynder at gå på pension, og de små ungdomsårgange rammer arbejdsmarkedet, så vil der komme til at mangle hænder. I slutningen af 90'erne var der fire i den erhvervsaktive alder for hver dansker over 65. I 2035 vil der kun være to en halv til at arbejde for hver dansker over 65 år. Derfor snakker politikerne også om, at de ældre skal blive længere på arbejdsmarkedet, men det er ikke nok med snak, siger lektor i økonomi Peter Erling Nielsen fra Københavns Universitet. - Jeg tror ikke, man kan gøre det ved holdningsændring alene. Folk tænker på sig selv, så der skal nogle incitamenter til, siger han. Der er to måder at få flere hænder i arbejdsstyrken på. Enten skal folk arbejde flere timer, eller også skal de blive længere på arbejdsmarkedet. Det første kan løses med skattereformer, så det kan betale sig at arbejde mere, men det store ryk handler om reformer af efterlønnen og pensionsalderen. Ældrechecken i vejen Både Socialdemokraterne og Venstre har fredet efterlønnen og pensionerne de næste mange år. Kun De Radikale og De Konservative snakker pensionsreformer, men uden S og V handler det indtil videre om at overtale folk til at blive lidt længere på jobbet enten ved at betale dem mere eller gennem deltidsordninger og andet. Derfor er det paradoksalt, at politikerne har indført en ældrecheck, mener Peter Erling Nielsen. - Det er penge, der tages ud af skatterne og gives til de ældre, og det er en ekstra byrde. Den politiske forklaring kan være, at der er en gruppe af ældre, der har det svært, siger han. Der er stadig en gruppe, som ikke har tegnet private pensioner eller arbejdsmarkedspensioner. Den gruppe vil blive mindre, og derfor vil ældrechecken – som den ser ud nu – gradvist blive en mindre udgift i takt med, at nye pensionister med egne pensioner kommer til. Peter Erling Nielsen forudser dog, at det kan blive en sej kamp at slippe af med checken, men frem for alt sender den et forkert signal. - Den giver et lille signal i retning af, at det alligevel ikke er så vigtigt at spare op til sin egen pension, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...