Den politiske boksekamp afgøres af mavefornemmelser

KØBENHAVN:- Derfor vandt Helle. Sådan skrev B.T. på forsiden dagen efter den første af valgkampens to tv-dueller mellem Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt. På Ekstra Bladets forside kunne man samme dag læse, at ¿Fogh vandt tv-duellen¿. Tre dage senere - efter den anden og sidste af duellerne ¿ var der igen uenighed, men denne gang havde aviserne skiftet vinder. På den måde er der selvfølgelig lidt for enhver smag, men på den anden side, så ryger ideen med at sætte politiske debatter op som en sportsbegivenhed, når der ikke er enighed om resultatet. I sport er der nemlig altid et resultat, og selvom journalisterne kan være uenige med dommerne, så udråber de ikke forskellige vindere. I de politiske debatter er der derimod ikke nogen klare regler at dømme efter eller en officiel dommer, som afgør kampen til sidst. Alligevel vælger mange medier at dække debatter som sportskampen ¿ såkaldt gameframing. Framing handler om at sætte tingene i en bestemt ramme, og Ekstra Bladets dækning af denne valgkamps første tv-duel er et godt eksempel. Debatten er sat op som en boksekamp over ni runder, og øverst på opslaget står der ¿titelkampen¿ flankeret af en rød og en blå boksehandske. Boksehandskerne går igen i debattens ni runder, hvor de bliver brugt til at vise den aktuelle stilling. Reglerne er ukendte Selvom runderne bliver beskrevet og dømt, så er det ikke klart, hvilke regler der gælder for ¿titelkampen¿, men i den ledsagende tekst af Hans Engell kan man dog udlede noget. Han lægger for eksempel vægt på, at Anders Fogh Rasmussen ¿sakser¿ Helle Thorning-Schmidt og ¿pakker hende ind i vat¿. Det giver også Anders Fogh Rasmussen point, at han ¿smider en stinker¿, mens Helle Thorning-Schmidt på sin side får ros for at være sympatisk og god til følelser. Hun får dog ikke ¿hentet pointene hjem¿, men skyder med ¿spredehagl i stedet for riffel¿ og bliver for hektisk, lyder dommen fra Ekstra Bladet, som giver Anders Fogh Rasmussen en klar sejr. I B.T. er gameframingen knap så tydelig, men også her bliver debatten delt op i runder, hvor der kåres en vinder. Runderne er B.T.s egne, og hvordan man vinder dem er mere uklart end hos Ekstra Bladet. I modsætning til Ekstra Bladet er der dog hos B.T. point for de bløde værdier, for mens Hans Engell skoser Fogh for at ¿erkende, at han overså klimaproblemerne¿, så lægger B.T. vægt på indrømmelsen som en positiv ting, der er med til at give Anders Fogh Rasmussen sejren i kategorien ¿mest fair¿. B.T. roser også Anders Fogh Rasmussen for at være rolig, ydmyg og ægte, og han vinder fire af de seks runder, mens Helle Thorning-Schmidt kun vinder en. De to læsere, som B.T. har med som hjælpedommere, giver også sejren til Fogh, men den nærmest bizarre konklusion på det hele er, at Helle Thorning-Schmidt løber af med en kneben sejr. Forklaringen kommer først tre dage senere, da den anden af de to tv-dueller skal dømmes. Her kan man læse, at Helle Thorning-Schmidt vandt på grund af ¿hendes evne til at sætte sig selv igennem¿. Det var da også netop den ene runde, hun vandt, men at netop den runde gav flere point end alt det andet tilsammen, var ikke en regel, som B.T. havde fortalt om på forhånd. Det var heller ikke en regel, som gjaldt ved næste debat, for her vandt hun runden igen, men sejren gik alligevel til Anders Fogh Rasmussen. Nedladende og elegant Helle Thorning-Schmidt var ifølge B.T. ¿belærende og nedladende¿ i den anden debat, men hun kunne så glæde sig over, at hun vandt i Ekstra Bladet. Her var Hans Engell skiftet ud med den politiske redaktør, som mente, at Helle Thorning-Schmidt i debatten optrådte både elegant og kvalificeret. Begge aviser havde til den anden debat tonet sportsrammen noget ned. Der blev ikke givet point efter hver runde, og Ekstra Bladet havde sparet på boksehandskerne og kaldte det en analyse frem for ¿kontant afregning¿. Det løser dog langtfra det problem, som aviserne selv skaber ved at sætte politiske debatter op som en sportskamp. Reglerne er ikke klare, og dommerne gør ikke noget for at klargøre dem. Resultatet er en boksekamp, hvor afgørelsen ser ud til at bygge på dommerens mavefornemmelse, og hvor læserne ikke engang kan være sikre på at finde en sammenhæng mellem tekst og afgørelse. Selvom man ikke kan opstille objektive regler for en politisk debat, så kunne man skele til den amerikanske debattradition, hvis man absolut vil udråbe en vinder. Her er politisk debat en yndet konkurrencesport mellem universiteterne, og kravet til dommerne i den nationale debatturnering er, at de skal offentliggøre deres debatfilosofi. De skal simpelthen på forhånd fortælle, hvad de lægger vægt på, så både deltagere og tilskuere kan gennemskue dommen ¿ enige eller ej.