Den politiske humorist

KONCERT Niels Hausgaard: "Finer han kanten?" Han har strammet bidet politisk. Nogle vil elske det. Andre ikke. Men morsomt er det stadigvæk. Niels Hausgaard går efter at ville noget mere denne gang. Måske ligefrem gøre en forskel. Så både Bush, den internationale terror og den næste forebyggende verdenskrig er kommet med i hans vanvittige finershow. Sammen med Ida, svineavlen og motorvejen mellem Aalborg og Hjørring, der er et plus for landsdelen. For i en tid, hvor alting er stresset og forjaget, er det dejligt, at vi kan køre et sted hen, hvor der er fred, og hvor man kan se dyrene, som Niels siger det fra scenekanten i Aalborghallen. Det er også dejligt at høre Hausgaard igen. Solo på scenen. En mand og en guitar. En snes sange og tre timer er fløjet af sted. Vendelbo-standuppen bruger gerne både 10 og 12 minutter på sine løsslupne introduktioner , før vi får selve numrene. Om svogeren, om ægteskabets forlis og hvor har du nu gjort af remoten? Så vi kan få lukket for lortet. Det er de nære ting, som vi alle sammen kender. Set gennem splinter af troldspejlet, så vi først morer os over udleveringen af menneskelig dårskab og ufornuft. Og bagefter får os til at grunde og spekulere lidt på, om alt nu er så godt, som det burde være. Det er den del, vi elsker. Fordi det er så rart og trygt og egentlig uforpligtende at sladre lidt om naboen. Og på det område er Hausgaard den troværdige detaljes mester. Og balancer hårfint mellem det poetisk blufærdige og det underspillede sarkastiske. Det er her hele salen skogrer. Når Hausgaard demonstrer, hvordan kulturminister Brian Mikkelsen egentlig ikke har fundet sin rette hylde. Men kunne være blevet en fremragende kommis. Sådan med vægten helt oppe på det forreste af fodballerne og med fortænderne hvilende på underlæben klar til at bryde ud i ét?. - Va sku' det være? Her får vi mange af de gamle kendinge, som vi elsker at høre foredraget. Om at vende tilbage til Himmelev. Barndommens by, der engang var byen, som ikke var til at komme udenom. Men nu er blevet byen med de fire bump. Om Ida og hendes sorte hår. Især dem på lårene, og hvor hersens det ser ud, når hun er i lårkort. Det kan lyde som ondskabsfuld udlevering. Men er det ikke i Hausgaards regi. Netop fordi han i sine omfangsrige og underfundige introduktioner før sangene, får os til at elske og holde af sit persongalleri. Sådan som han selv gør. Men der bliver underligt stille i salen, når Hausgaard tager fat på storpolitiken. Grinebiderne, som næsten ikke har været til at stoppe fra første gang Hausgaard åbnede munden, bliver pludselig meget tavse. I "Noball Blues" – nosseløs blues. Om at være en nosseløs mand, som lever i et nosseløst land, hvor ingen for alvor tager stilling til noget. Hvorfor skal Niels nu blande sig i al det storpolitik? Har han nu forstand på det? Vi elsker og holder af ham, når han udleverer det kendte, det private, det skæve i vor trygge trummerum tilværelse. Men vi bliver stille. Ikke helt pinligt, men alvorligt stille, når talen falder på fred, Saddam Hussein og 68-erne. -Nogle af de unge spørger ofte til, hvad en 68-er var og er. Jeg indrømmer gerne, at vi var for naive. Nogle mener ligefrem, at vi går Sadams ærinde, når vi går fredsmarch. Det gør vi ikke. Det gør dem, som er ligeglade. Hvorefter vi får protestsangeren Pete Seegers antikrigssang "Where Have All The Flowers Gone". Da blev der knappenålsstille tyst i salen. Den humoristiske troubadour mener det. Og satser på ikke blot at underholde harmløst, men også få os til at tage stilling. Det er en svær og vel egentlig også livsfarlig balancegang. Men stort og modigt gjort af denne på en gang tidskommenterende og registrende iagttager. Bevæbnet med ironi, humor og en kasseguitar Hausgaard bemærker selvfølgelig som den fintmærkende og professionelle underholder, han også er, hurtigt stemningsskiftet i salen. Og får os hurtigt hevet op på solid lattergrund igen. Anden halvleg – efter pausen - bliver på denne måde intet mindre end forrygende. Hvor Hausgaard til stadighed veksler mellem det private og det politiske og samtidigt får afleveret et par helt nye sange. Den om svogerens calvados, der står i det spotoplyste skab og aldrig får lov at komme ud. -Det gør ikke noget, at folk er grimme eller dumme. De må bare ikke være nærige. Og den om Jørgen, der sad nede bagved i klassen og var både ordblind blev moppet, men som var hjemme fra Melbourne forleden med sin underskønne kone. Finer han kanten? Ja, nogle gange. Men indimellem lader han også sine meninger og holdninger stå skarpt og råt. Uden falsk finer. Og det klæder Hausgaard at satse og turde. Because we deserve it. Fordi vi trænger til det. Bent Stenbakken. bent.stenbakken@nordjyske.dk Niels Hausgaard: "Finer han kanten?", Aalborg Konges og Kultur Center, mandag aften.