Den politiske Irak-krig

Irak-krigen var en politisk krig, også fra dansk side, og nu fortsætter den politiske krig på hjemmefronten med den Irak-kommission, der i 2017 skal komme med en juridisk vurdering af, om det snævre politiske flertal, der i 2003 valgte, at Danmark skulle gå med, havde lov til at træffe en politisk beslutning. Kan jura bruges til at vurdere og dermed reelt (be)dømme politik? Det er ikke så sært, at Den Danske Dommerforenings formand Mikal Sjöberg slår sig i tøjret og dels ikke forstår formålet med undersøgelsen, dels mener, at den del af kommissoriet, der handler om Danmarks deltagelse i krigen, "er for politisk i sin formulering", som han selv formulerer det. De tre jurister, der skal bruge de næste fem år på bl.a. at redegøre for, hvilket grundlag regeringen traf sin krigsbeslutning på i 2003, risikerer at komme ud på politiseringens overdrev. Og det bryder dommernes formand sig ikke om. Det er åbenlyst forståeligt, fordi det kan blive en overskridelse af grænserne mellem den dømmende og den udøvende magt. Mere end noget andet skal kommissionen, som tre ministre på rad præsenterede i torsdags, og som bliver vedtaget af et snævert flertal, bruges til at fælde en politisk dom over det snævre flertal, der besluttede, at Danmark skulle være med og ikke være imod USA's daværende præsident George W. Bush. Amerikanernes begrundelse for - eller påskud til - at angribe Iraks diktator holdt ikke vand. Irak havde ingen masseødelæggelsesvåben. Den danske regering lagde FN-resolutioner til grund for sin beslutning. Og det vil naturligvis være historisk interessant at få en juridisk vurdering af en politisk vurdering, men lige så væsentligt at få afklaret, om den blanding så er holdbar. Hvilke krige i verdenshistorien er blevet ført af jurister? Uanset hvad - kommissionen kommer, og der er næppe andet at gøre end at notere sig, at om fem år får Danmark sit opgør om Irak-krigen. Hvorfor siger regeringen så ikke åbent, at det, den ønsker, er et politisk opgør?