Den politiske landsby under pres

På Christiansborg bor politikerne og journalisterne side om side. I sidste uge kom den ordning til diskussion efter jagten på integrationsminister Birthe Rønn Hornbech igennem Borgens lange gange, som fik både Rønn Hornbech, statsministeren

Foto: scanpix

Foto: scanpix

KØBENHAVN:Det, som var svært for integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, har været svært for mange andre politikere. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har mange gange stået rasende på kontoret oppe i Statsministeriet, inden han skulle i Folketingssalen til forhandlinger. Tanken, der har irriteret ham, er forestillingen om, at de 300 skridt fra statsministeriets glasdøre og ind i sikkerhed i Folketingssalen potentielt kan udløse kaskader af spørgsmål fra pressen, som ofte dagen lang cirkulerer rundt om salens to indgangspartier. Sådan husker Foghs tidligere spindoktor Michael Kristiansen Foghs irritation over pressen. – Havde der været en hemmelig lem i gulvet i statsministeriet, så havde vi benyttet den, forsikrer han. Det er der nu ikke. Og for politikere på Christianborg er der som regel ingen anden mulighed end at konfronteres med de 100 journalister, der til daglig har kontor på Christiansborg. I sidste uge var det Birthe Rønn Hornbech, der måtte tage flugten igennem Christiansborgs kældre, efter at hun hele dagen igennem var blevet jagtet af pressekorpset, som gerne ville have svar på, om hun stod ved sin kronik eller var faldet tilbage i regeringens rækker efter at hendes forsvar for tørklæder udløste et konkret forbud for tørklædeklædte dommere i danske restsale. De to dages fangeleg endte med, at Rønn Hornbech kaldte pressen for "nogle hysteriske køtere", truede med polititilhold og forsøgte at tage billeder med sin mobiltelefon af særligt nærgående journalister, og sluttede hele seancen af med i Nyhedsavisen at kalde journalisterne en trussel mod demokratiet. Politikerne støber kuglerne Journalisterne og politikerne på Christiansborg er ellers ofte blevet skudt i skoene, at de er for indspiste, og de gode frokoster og hyggen i Folketingets kantine Snapstinget eller på den mere intime frokostsalon Brydesen står i vejen for den virkelige kritiske journalistik. Professor i offentlig forvaltning, Ove Kaj Pedersen, fra Copenhagen Business School har tidligere forsket i problemstillingen. Han mener dog ikke, at den allerede legendariske jagt på integrationsministeren er et udtryk for, at der nu gælder nye regler for forholdet mellem politikerne og pressen på Christiansborg. – Vi har med jævne mellemrum diskussionen om journalisterne og politikerne sidder på lårene af hinanden inde på Christiansborg og nu tilsyneladende også den modsatte. Og ja, vi ser en stigende tendens til at pressen er med til at skabe konflikter, men vi ser også en stigende tendens til, at der er en hemmelig politisk aktør i disse sager, som sørger for at kuglerne støbes i sagen, inden den overtages af journalisterne, siger han. Uværdigt Den konkrete situation i sidste uge med Birthe Rønn Hornbech udløste en skriftlig reprimande fra Presselogens formand Henning Olsson. Efter et møde med formanden for Folketingets Præsidium Thor Pedersen fandt han det mest korrekt at løfte pegefingeren med ordene "I det hele taget er vi i pressekorpset nødt til lige at stoppe op og tænke over, hvor langt vi kan og vil gå i ”jagten” på et folketingsmedlem eller minister. Jeg ved, at mange har det synspunkt, at integrationsministeren kunne gøre det hele meget lettere, hvis hun blot ville stoppe op og svare på de helt relevante spørgsmål, vi har på vores læseres, seeres og lytteres vegne. Jeg deler synspunktet. Når vi alligevel erfarer, at det vil ministeren ikke, så må vi meget tidligere i forløbet, end det skete i onsdags og i torsdags acceptere, at vi ikke får svaret. Derfra må vi så udføre vores journalistik. Vi kan ikke leve med arbejdsmetoder, der udarter i en regulær fysisk jagt, som tvinger et folketingsmedlem til at flygte ind i sekretariater, ud på toiletter eller til sidst op på taget. Det er simpelthen ikke værdigt". Lyttede ved døren Naser Khader, formanden for Ny Alliance, har også oplevet belejring af pressen. I ugerne omkring Gitte Seeberg og senere Malou Aamunds exit af partiet var Khaders kontordør mandsopdækket af et stærkt presseopbud fra morgen til aften. Han husker, at selv det at hente en kop kaffe eller gå i kantinen til frokost skulle overvejes nøje, ligesom han også har oplevet at blive forfulgt ud på toilettet af en skare af journalister. Han mener, at presset fra journalisterne er blevet for stort: – Jeg kan huske, da vi overvejede om vi skulle gå mod regeringens asylpolitik. Flere gange, når vi åbnede dørene til kontorerne, så stod der journalister med ørene mod døren, fortæller han. Det har nu fået Naser Khader til at skrive til Folketingets formand Thor Petersen, for at få præsidiet til at invitere pressen og politikerne til en konference i Landstingssalen, hvor forholdet mellem Christiansborgs politikere og journalister skal diskuteres. Formålet er at skabe forståelse for hinandens arbejdsbetingelser og lave et regelsæt for pressen. – Alternativet kan være, at partierne bliver enige om, at der skal være mere firkantede og stramme regler. Det ville jeg selv synes var forkert, siger Khader. Fronterne trækkes op Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell har i de seneste årtier haft begge kasketter på – både som forhenværende og forulykket justitsminister i sin politiske karriere i Det Konservative Folkeparti og senere som chefredaktør på Ekstra Bladet. Han mener, at "den gamle, hyggelige politiske landsby" er en død illusion. – Men det er typisk, at politikerne gerne vil diskutere pressens beføjelser efter nogle meget dramatiske måneder på Christiansborg og med Rønn og Løkke i fedtefadet bliver det blot endnu mere relevant. Men politikerne bærer også selv en stor del af ansvaret for, at forholdet mellem journalisterne og pressen er blevet skarpere. Den massive opbygning af pressesekretariater, brug af spindoktorer og selektive holdninger til hvilke medier man vil snakke med, er med til at trække fronterne op, siger han. Da han i sin ministertid tørnede mod den berømte betonkolos på Helsingørmotorvejen var der heller ingen nåde hos pressen. Hans Engell var dog forberedt på, at han skulle igennem mediernes vridemaskine, siger han. – Men der er politikere, der tror, at de kan nøjes med at få deres billede i avisen, når de modtager en medalje af dronningen. Det er prisen man betaler for at være toppolitiker, at man lever med pressen på sidelinjen – også når det går galt, siger han. Den tidligere socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft har været politiker på Borgen siden 1981. Han taler om en "dramatisk udvikling af medier", men noget som man som politiker er nødt til at forholde sig til. Det gjorde han selv som minister, når han efter forhandlinger listede andre politikere ud af Finansministeriet igennem en hemmelig dør over til det Kongelige Bibliotek, der ligger klods op ad. Han er dog enig med Hans Engell i, at politikerne også bærer et ansvar. – Der er en jævnt nedadgående interesse for, hvad der bliver sagt i Folketingssalen. Hvis man har en hemmelighed, man vil af med, så skal man bare sige det fra Folketingets talerstol, så kommer den ikke videre. Men den udvikling mener jeg også, at vi politikere har et medansvar for. Også politikerne forfalder til for meget proces og politiske drillelege frem for at diskutere de grundlæggende sager, siger Mogens Lykketoft. Nævenyttig og provokerende Troels Mylenberg, leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet og tidligere leder af Ekstra Bladets Christiansborg-redaktion mener, at det er en kæmpe demokratisk gevinst, at journalisterne – i modsætning til i så mange andre lande – bor sammen med politikerne. Og ifølge ham gavner det netop journalisternes mulighed for at grave i den politiske materie. – Det er helt klart en styrke. Man skal se kilderne i øjnene hver dag, man opbygger personlige relationer og man kommer længere ned i substansen. Men man er nødt til at erkende, at det at være sød og pæn ikke hører med til de ypperste karakteregenskaber. Journalister skal jo være nævenyttige, stædige, direkte og provokerende. Det ligger i jobbeskrivelsen. Henrik Qvortrup (Se og Hørs chefredaktør. red) var for eksempel den journalist, der gik allermest til biddet, da jeg sad på Christiansborg – men helt klart også den mest respekterede journalist af politikerne, siger Troels Mylenberg. Han erkender dog, at sympatien i dag nok ligger på Rønn Hornbechs banehalvdel, og at jagten på integrationsministeren så alt andet end køn ud. – Men det hører altså også med til historien, at Rønn har brugt stort set hele sin karriere på at fortælle offentligheden, at journalister er idioter. Hun har brugt det som en bevidst strategi overfor pressen, at hun har haft held til give det samlede pressekorps klamme håndflader, når de skulle interviewe hende. Lidt på samme måde som Fogh som med stor succes har fået inkorporeret på Christiansborg, at han kun frivilligt svarer på spørgsmål om tirsdagen, når han holder pressemøde, siger han Hvorfor bor de her? Foghs tidligere rådgiver Michael Kristiansen, der også selv har været journalist på Christiansborg, tror at det uskønne forløb kan ende med at sætte journalisternes tilstedeværelse på Christianborg under pres: – Det er ret unikt for Danmark, at journalisterne og politikerne bor sammen. Problemet er nok, at journalisterne opfatter Christiansborg lige så meget som deres arbejdsplads, som politikerne gør. Og i kølvandet på episoden med Rønn Hornbech kan vi nok ikke undgå at nogle politikere sidder og spørger sig selv: Hvorfor bor de på Christiansborg? Hvorfor bor de ikke på redaktionerne, som ofte ligger lige om hjørnet. Man kan godt forestille sig, at politikerne kan finde på at sige: "det vil vi ikke finde os i. Vi vil have arbejdsro", forudser Michael Kristiansen. Formanden for Christiansborg-pressen Henning Olsson føler dog ikke, at der er grund til tro, at journalisterne kan blive smidt på Christiansborgs porte: – Jeg frygter egentlig ikke, at det gæstebud ophører. Politikerne har lige så stor interesse i, at vi er her, som vi har. Alligevel synes jeg, der er grund til at tænde en advarselslampe. Hvis der kommer endnu mere isenkram, i form af kameraer og så videre, og vi optager endnu mere plads, end vi gør nu, så er vi nødt til at være mere opmærksomme på, at vi er gæster og at det trækker nogle naturlige grænser. Ellers risikerer vi, at der kommer en regulering, som vi ikke kan være tjent med, siger Henning Olsson.