EMNER

Den republikanske kandidat i vanskeligheder

Mitt Romney risikerer at ryge ud ved primærvalget i New Hampshire tirsdag

DES MOINES: De amerikanske præsidentkandidater varmer op til det næste opgør ved primærvalget i staten New Hampshire tirsdag, og flere har stort behov for at vise, at de stadig hænger på efter afgørelsen i Iowa. Hos Demokraterne er det Hillary Clinton, som torsdag tabte til Barack Obama i Iowa og havnede helt nede på en tredjeplads, mens det hos Republikanerne er den tidligere guvernør Mitt Romney, der fik baghjul af baptistpræsten Mike Huckabee. Romney er i en vanskelig situation. Flere amerikanske kommentatorer siger, at hvis Romney taber i New Hampshire, så er han færdig. Han har længe været regnet som én af de to mest sandsynlige præsidentkandidater for Det Republikansk Parti. Hans kampagnebeløb er meget stort i forhold til de øvrige kandidater. Alligevel gik det galt i Iowa, hvor han satsede så hårdt. Når det første primærvalg afholdes i New Hampshire tirsdag, er Romney næsten på hjemmebane. Han var guvernør i nabostaten Massachusetts indtil for et år siden. Derfor er han nødt til at hive stikket hjem her, hvis vælgerne skal tro på, at han er en kandidat, der kan gå hele veje til Det Hvide Hus, siger kommentatorer. Romneys valgreklamer, før der stemmes i New Hampshire, angriber hans værste rival. Og det er ikke Mike Huckabee. Det er den politiske veteran senator John McCain, som ifølge den seneste meningsmåling stryger forbi Romney. McCain er dark horse i det republikanske opgør og klarede sig overraskende godt i Iowa. Den seneste meningsmåling fra New Hampshire viser, at McCain fører over Romney. Mange republikanske vælgere kritiserer Romney for at skifte standpunkt, når det passer i hans kram. Han blev valgt som guvernør i en af USA¿s mest liberale stater Massachusetts. Her støttede han retten til fri abort og ægteskabspagter mellem homoseksuelle. Som republikansk præsidentkandidat siger han, at han er imod. Den nationale republikanske favorit, Rudy Giuliani, der endte med sølle fire procent i Iowa, vil måske smyge sig forbi Huckabee. Giuliani regner med at indhente sine modstandere, når de store stater holder primærvalg de kommende uger./ritzau/

Forsiden