Den rette stemning?

Alle mennesker ønsker sig en hvid jul. En jul, hvor sneen daler stille ned og pynter det vintertriste landskab op til julefest. Det billede er indbegrebet af vores mest romantiske opfattelse af en fredfyldt og hyggelig jul.

Sådan tror vi, at julen og vinteren var i vores barndom. Og sådan synes vi, at julen skal være i dag. I år går vores drøm i opfyldelse. Julen er hvid. Vinterkulden og sneen holdt den første generalprøve allerede midt i november måned, og forpremieren er gentaget en hel del gange siden. Det er ikke så sjovt. Når vi skal passe vores arbejde og klare alle juleforberedelsernes travle gøremål, så er kulde og sne til besvær. Og sammen med december måneds forhøjede stressniveau, stiller det krav til vores tolerance, og vores tålmodighed sættes på en hård prøve. Der er mange hverdagsbillede på, at det ikke er let at bevare det gode julehumør. En af de ellers snefrie dage, hvor byen ikke var mere ufremkommelig end en sommerdag, gik det galt for en ung mandlig bilist. Bilen foran ham tøvede lige et sekund for længe med at sætte i gang. Det gjorde han ikke, og han var lige ved at køre op bag i den forankørende, der dog i mellemtiden flyttede sig og pænt fulgte med trafikken. Den gjorde den unge mand ikke. Han huggede bremserne i, rullede vinduet ned, og så fik den ellers ikke for lidt med saftige skændsord. Vi sagesløse forbipasserende kiggede måbende på hinanden, og skyndte os videre. Der kan være mange farlige situationer i trafikken, men risikoraten stiger unægtelig voldsomt, når der også er komplet hysteriske og utilregnelige trafikanter på vejene. Det er desværre ikke ualmindeligt at læse om bilister, der overfalder cyklister, de synes er lidt i vejen, eller hiver andre bilister ud af bilerne for at give dem en på lampen, hvis de føler sig provokeret. Måske skulle vores aktive bødenoterende politikorps ændre deres måltal, så de kunne holde lidt bedre øje med de trafikanter, der er farlige, fordi de ikke kan styre deres temperament. Det midaldrende par i gågaden var ikke spor farlige, men at de havde det svært med juleglæden, var tydeligt for enhver. Belæsset med sådan cirka et halvt ton pakker fra Fætter BR, stod de og stirrede vredt på hinanden. Han gad ikke mere. Han ville bare smide de forb.... pakker ned i bilen, og så finde sig et sted, hvor han kunne få et stykke mad og en øl. Hun mente bestemt ikke, at de var færdige med at købe julegaver, og hvis han troede det, så var det, fordi han "åbenbart var blevet så gammel, at han ikke længere havde styr på antallet af børnebørn". Han klappede i. Så sig lidt opgivende omkring. Hankede op i kæmpepakkerne og traskede efter hende. Jeg kunne have trøstet ham med, at jo ældre børnebørnene bliver, jo mindre pakker skal de have, men jeg nøjedes med at smile lidt forsigtigt og halvt opmuntrende til ham. På Christiansborg var sundhedsministeren bestemt heller ikke i julehumør. Et enkelt faglig relevant, men ikke aftalt spørgsmål fra en journalist fik ham helt op i det røde felt. Han storkede op og ned af gangen, mens han skældte og smældte. Fik endda sagt ord som "Dit dumme svin" og "Du behandler mig som lort" for åben skærm. Det er dybt bekymrende for denne demokratiske udvikling, at ministre tror, at de skal bestemme pressens spørgsmål, og det er beskæmmende, at en minister er så stresset og presset, at hans temperament i den grad går amok. Så hjælper en undskyldning dagen efter ikke. Hans letantændelige sind har vist sit grimme ansigt. I Løkken kniber det også med julestemningen. En frikirkepræst mener ikke, at nisser hører julen til, og som symbol på dette har han galge-hængt en tøjdukke-nisse. Og straks går byen i selvsving. Der gribes til selvtægt, og nissen fjernes. Eller reddes mener man vist. Redningsmanden udråbes som helt, og byen arrangerer nisse-optog som protest mod frikirkepræstens holdning. Det er utroligt, at danskere, der har stået vagt om Muhammed-tegnerens ytringsfrihed og ret til at tegne det billede af Muhammed, som han ser, ikke besidder så megen tolerance, at den også kan rumme en frikirkepræsts ret til ikke at kunne lide nisser. Heldigvis møder man dog også på sin daglige færd mennesker med overskud. Mennesker med tolerance og tålmodighed. Der er kassedamen, der evner at give et smil og ønske en god dag på trods af lange kassekøer med utålmodige kunder, der både er krævende og brokkende. Hun fortjener i særlig grad et smil igen og gode juleønsker. Det er jo ikke hendes skyld, at vi har forkøbt os og døjer med overskuddet til at slæbe varerne hjem. Og så er der mit avisbud. Jeg kender ham ikke. Jeg ser ham aldrig. Men han leverer mine tre daglige aviser i postkassen hver evige eneste dag. Når sneen vælter ned, og kommunens sneberedskab ikke mener, at det er nødvendig at rydde villavejene, kæmper han sig alligevel frem. Hver morgen kl. seks kan jeg regne med, at aviserne er klar til at forsøde morgenstemningen. Det er flot. Glædelig jul til mit trofaste avisbud. De tre avisløse dage er dig vel undt. I overmorgen er det juleaften. Det er børnenes fest, siger vi, og det er højsæson for familiesammenkomster. Desværre er der også højsæson for frustrationer i familierne, for skænderier og slagsmål og optakt til skilsmisser. Alle ønsker vi os en god jul, men den kommer ikke af sig selv. Det kræver en indsats. Vi må alle sammen gøre vores bedste for at bevare tålmodigheden, tolerancen, overbærenheden og julehumøret. Det er vores eget ansvar at skabe gode dage sammen med familien. Vi får en hvid jul, men der er ingen garanti for, at vi også får en romantisk og fredfyldt jul. For julen er et gammeldags glasbillede. Og sådan er virkeligheden ikke. Kirsten Hein er leder af Virksomhedscentret i Jobcenter Aalborg. Samfundspolitisk engagement med rod i 70'ernes kvindebevægelse og 80'ernes kommunalpolitiske virke. Bedstemor til fem piger, ikke-ryger, helårsbader og cyklist.