Socialforsorg

Den røde hær er klar

Hjælpen kommer nu frem i fine ny jakker

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I den fine ny, røde jakke ses Helle Georgsen, derefter ses i de andre varianter af det ny tøj Tinna Guldhammer, Rikke Andersen og beklædningsansvarlige Lene Knøss.

STØVRING:Bynavn og byvåben er syet på de ny uniformer til hjemmeplejen, som er taget i brug i dag. Med tiden kan det skiftes ud til Rebild, hvis ellers ideen slår an i nabokommunerne. Det er der en god chance for, at dømme efter den interesse, der er hos personalet i Støvrings ældrepleje. Faktisk er det lige ved at blive for meget for den beklædningsansvarlige, social- og sundhedsassistent Lene Knøss. Tøjet kom nemlig fredag fra leverandøren, Berendsen Textil Service. - Forestil dig 13 containerbure med tøj, blandet sammen. Der var vist 14 bure, og jeg kom ind på min fridag, mandag, for at få tøjet sorteret og delt ud i pakker. En pakke består af en flis (en bluse, red.), syv t-shirts, seks kitler, fem par bukser og til udepigerne er der en flot rød jakke. Til køkkenfoldet er det lidt anderledes, nogle tager flis, andre vælger tunikaer og bukser, selvfølgelig. Kommunen kan spare en kvart million kroner på den ny ordning, der afløser den gamle aftale med Dampvæveriet. Hver ansat har selv fået taget mål til det ny tøj, og selvfølgelig er der nogen, der har valgt for smalle modeller. Andet er byttet om i den store ordre, men personalet kan dårligt vente med at få afleveret det gamle tøj og få fingrene i det ny. - Når det hele bliver registreret på edb, bliver det meget nemmere, trøster Lene Knøss sig. Så kan hun følge med i om en jakke nu også er leveret til vask, hvor den er nu og ikke mindst, hvornår den er tilbage, ren og klar til brug igen. Meningen med det ny tøj er ikke at spare. Uniformen skal også styrke korpsånden og lette genkendeligheden hos borgerne, "her kommer hjemmeplejen".