EMNER

Den russiske livline til Voerså

Fransisca Torpsdal har i to år sørget for, at udvist familie får penge til mad og husleje

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ato Hasakhani var i Dan­mark i april i for­bin­del­se med en job­sam­ta­le på Danish Crown i Sæby. Her ses han sam­men med Fransisca. pri­vat­fo­to

VOERSÅ:Voerså er blevet verdens navle, når det handler om at yde humanitær hjælp. I et parcelhus på Nordostvej bor Fransisca Nini Torpsdal, og i to år har hun stået bag en indsamling, der sikrer, at familien Hasakhani får penge til mad og husleje. Selv om Fransisca ofte møder janteloven, når hun træder frem i offentligheden, holder hun fast i sine meninger. For det er vigtigt, at navnet Hasakhani ikke bliver glemt og smuldrer ud af folks bevidsthed. Hasakhani opholder sig i øjeblikket i byen Dimitrovgrad i det sydøstlige Rusland, hvor Atos familie bor. Den armenske familie har ikke mulighed for at få social støtte, og kriminaliteten og arbejdsløsheden er høj, så der er god brug for pengene fra Voerså. Fransisca Torpsdal mener, det er dybt uretfærdigt, at familien blev udvist. - Det er en kærlig og velintegreret familie med en høj moral, som er i stand til at klare sig selv økonomisk. Derfor er det fuldstændigt uforståeligt, at familien ikke må opholde sig i Danmark, siger Fransisca Torpsdal. I 2005 startede hun derfor Nordjyske Flygtninge- og Integrationsgruppe, der arbejder på at få familien tilbage til Danmark. Et stort arbejde gik i gang, og mange politikere blev kontaktet, herunder statsminister Anders Fogh Rasmussen. Sideløbende begyndte initiativtagerne at samle penge, og det lykkes at finde en række bidragydere, der gerne ville støtte familien. Men gruppens store energi kunne ikke holde i længden, medlemmerne faldt fra, og til sidst var der kun to tilbage - Fransisca Torpsdal og Knud Christiansen. Selv om kræfterne således er reduceret mærkbart, er det lykkes at fastholde en nogenlunde stabil pengekasse, ligesom Fransisca har etableret en forbindelse til slagteriet Danish Crown i Sæby, der meget gerne vil ansætte Ato Hasakhani. Formålet er ganske enkelt og legalt: Når den armenske familie kan forsørge sig selv, er der fine chancer for at få opholdstilladelse i Danmark. Men trods en god stilling på Danish Crown har Udlændingeservice sagt nej til en arbejdstilladelse, og dermed er det atter op ad bakke. - Det er meget vigtigt, at der bliver ved med at være fokus på den her sag. Hvis ingen gør en indsats, kommer familien aldrig tilbage til Danmark. Og jeg kan mærke dybt inde i mig selv, at jeg gør det rigtige, siger Fransisca Torpsdal.