Den sidste dag

Tirsdag var sidste dag med Storkøb - nu er butikken fortid.

Mette Møller
I går var den sidste dag med indkøb i Storkøb på Eventyrvej i Brønderslev. Blandt de ansatte er Ole Nielsen, der har været i butikken i 34 år. Foto: Henrik Louis
Detailhandel 1. februar 2012 08:30

Efter 35 år med Storkøb/Super Best på Eventyrvej i Brønderslev Nord er det nu slut. I dag onsdag vil eventuelle kunder møde en låst dør. Beslutningen har været kendt gennem et godt stykke tid, gennem den seneste tid er der blevet mere og mere tomt på hylderne, og i går var aller sidste dag for butikken. Det kunne godt mærkes på stemning og samtaler. Mens NORDJYSKE talte med købmand Jeppe Tolstrup, var flere kunder henne og sige pænt farvel og tak. - Det er vemodigt, konstaterer købmanden, der har drevet butikken i 11 år. Men butikken har en størrelse, hvor det er nødvendigt at gøre den mindre, for at det kan hænge sammen med omsætningen. Det kræver en investering, som ejerne har valgt ikke at kaste sig ud i. Derfor blev beslutningen, som den blev. - Det er ikke sjovt, men nu er beslutningen taget, og så skal det bare overstås, siger Jeppe Tolstrup, der ligesom mange af de andre ansatte nu skal finde nyt arbejde. Vemodigt En af dem, der prikkede til købmanden og sagde tak, er Rikard Jespersen. Han har handlet i butikken siden begyndelsen af 1970'erne, og han er træt af lukningen. - Det er galt for os, der bor her oppe, for det er vores nærbutik. Jeg bor tæt på og kommer her næsten hver dag. Det er vemodigt, fortalte han, inden han begav sig ind i butikken. Butikken bar præg af, at det var absolut sidste dag. Mange hylder var tomme, og også i frysediskene var der langt mellem varerne. Frysevarer er en del af afdelingsleder Ole Nielsens domæne, han har arbejdet i butikken i 34 år. Han gik og ordnede lidt af hvert, og også for ham var det en speciel dag. - Vi rydder op. Ellers er det selvfølgelig en mærkelig dag, siger Ole Nielsen, der betegner sit arbejde gennem 34 år som spændende. - Der er blevet bygget om og til 19 gange, konstaterer han. Selv er han ikke i en situation, hvor han absolut skal ud at finde et nyt job. - Jeg bliver 60 om et halvt år, og der går jeg på efterløn, hvis ikke der kommer et lukrativt tilbud, smiler han. Både Ole Nielsen og Jeppe Tolstrup kender rigtig mange af kunderne, og den kontakt bliver det også underligt at sige farvel til. - Det bliver mærkeligt, men det vænner man sig til. Det bliver man nødt til, siger Ole Nielsen. Et åbent spørgsmål I dag og i de næste uger er det planen, at en del af medarbejderne møder ind for at tælle varer op og gøre status. Andre supermarkeder vil få tilbudt at købe varerne. Jeppe Tolstrup håbede, at man kunne finde nogen, der ville overtage lokalerne og drive butik, men det er indtil videre ikke lykkedes. - Vi har kontaktet dem indenfor detail, som er oplagte, men det er klart, at som konkurrencen er i byen, så sætter det sine begrænsninger. Nordbyen er blevet lidt isoleret, siger Jeppe Tolstrup. Tilbage står spørgsmålet om, hvad der så skal være i lokalerne. - Det bliver den sidste opgave, der er tilbage, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...