EMNER

Den sidste liter benzin solgt i Arentsminde

Efter 42 år lukkede byens tankstation i går

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Billedet er fra åbningsdagen 3. juni 1965. Fra venstre tankmontør Linnet, Verner Knudegaard, 11-årige Ove Knudegaard, og ostehandler Knud Hansen, Halvrimmen, som var første kunde

ARENTSMINDE:En godt 42-årig æra sluttede i går, da DK-Benzin og Nærbutik på Røgildvej 41 i Arentsminde havde sidste åbningsdag. Der har været tankstation på stedet siden 3. juni 1965. Rikke og Peter Mikkelsen, der har været indehavere af tankstationen i lidt over 11 år, nemlig siden maj 1996, stod foran nogle store investeringer i tankanlægget. Det er investeringer, de ikke følte sig overbeviste om kunne forrentes. I stedet valgte de altså at afvikle forretningen. - Selvfølgelig bliver det mærkeligt ikke længere at skal op for at arbejde i umiddelbar tilknytning til hjemmet, men det kan ikke være anderledes, siger de samstemmende. Parret beholder ejendommen og bliver boende i Arentsminde, hvor de er meget aktive i lokalsamfundet. De vil i løbet af efteråret fjerne installationerne i tilknytning til tankstationen og anlægge have ud mod Røgildvej. Begge har fået arbejde i nærområdet, Peter Mikkelsen er begyndt i sit nye job hos Migatronic Automation i Aabybro, og Rikke starter som post ansat ved Brovst Posthus i dag mandag. Tankstationen blev etableret af Magna og Verner Knudegaard, og de drev den i 30 år frem til udgangen af maj 1995. Herefter var der et kort intermezzo med Lene og Karsten Pedersen som indehavere. Parret faldt imidlertid ikke til i området og solgte til Rikke og Peter Mikkelsen. Da tankstationen åbnede forhandlede den Caltex produkter, i 1969 ændredes navnet til Chevron og i 1984 kom den til at hedde Texaco. DK-benzin kom ind i billedet ved salget i 1995. Ove Knudegaard, der er søn af Magna og Verner Knudegaard, husker naturligvis meget fra perioden, hvor hans forældre drev tankstationen. - Vi flyttede ind i huset i 1957, og igennem otte år søgte min far om tilladelse til at etablere tankstation på grunden, fortæller Ove Knudegaard. - Jeg husker, at det var ostehandler Knud Hansen fra Halvrimmen, der var den første, som tankede benzin hos mine forældre. Det var faktisk noget han havde bedt om at blive, siger Ove Knudegaard. Han har gemt sine forældres første dagsrapport. Den fortæller, at prisen på en liter almindelig benzin var 1,07 kr. og diesel kostede 29 øre pr. liter på åbningsdagen i 1965. Rapporten viser endvidere, at tankstationen på førstedagen omsatte for 179,85 kr. Til sammenligning var de tilsvarende priser på lukningsdagen 9,89 kr. og 9,11 kr., og en typisk daglig nettoomsætning har været omkring 30.000 kr., fortæller Peter Mikkelsen.