Den sidste sang for Albert og Thy Musikcenter

Musikgutterne kom og sagde farvel efter 38 år i musikbutikken, der vil blive savnet i musikmiljøet i Thy. Foto: Ole Iversen
Musikgutterne kom og sagde farvel efter 38 år i musikbutikken, der vil blive savnet i musikmiljøet i Thy. Foto: Ole Iversen Ole Iversen

Af Ole Iversen.

Fra torsdag er Thisted by en butik færre, og en epoke er slut.

Albert Dragsbæk drejede onsdag eftermiddag definitivt nøglen i sin musikbutik på Nytorv. Butikken har gennem de 38 år ikke kun været stedet, hvor man hentede en ny streng, forstærker eller nyt instrument. Det har også været et mødested for byens musikanter.

Det kvitterede en flok af de gamle musikalske venner med musik i gade og i butik, og det rørte den 61-årige musikmand.

- Det kan ikke undgås. Jeg har jo kendt dem i mange år, som kunder og kollegaer. Og når de så møder op på den sidste dag, så kan det mærkes herinde, lød det fra Albert Dragsbæk, med hånden på hjertet.

Med en lettere improviseret udgave af "jeg har været på valsen", fremført med Ove Kanstrup i spidsen omdigtet til: "Jeg har været i butikken - men nu er det slut" ... blev der spillet i den afpillede butik.

- Han skal sgu have en ordentlig afsked efter 38 år, lød det fra Rene Nørskov.

- Det bliver vemodigt. Men det er jo bare en tid der er forbi, lød det fra Knud Erik Pedersen.

Nu vil Albert Dragsbæk slappe af og nyde pensionisttiden med en masse andet. Men musikken slipper han aldrig, og regner bestemt med at fortsætte med at spille til fester. Men også møde de andre gutter omkring musikken. Det bliver bare ikke mere på Nytorv 1.

Butikken står nu snart tom. Albert ved ikke, hvad der kommer til at være i den velbeliggende butik.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden