Den skide tyngdekraft

Arne Gabs udgav i 1992 en rigtig spændende bog, der hedder det nye univers – logiske visioner. Den svarer på spørgsmålet: hvad er tyngdekraft i virkeligheden for noget? Arne Gabs slår til lyd for den teori, at tyngdekraften opstår, fordi vi bliver bombarderet med noget, han kalder tyngdepartikler. De regner ned og over os og trykker os dermed mod planetens overflade (sikke et held). Det indebærer selvfølgelig, at jorden bliver tungere og tungere. Nu skal jeg ikke sidde her og skrive hele hans bog af, men læs den… det er den værd. Personlig tror jeg, han har fat i noget rigtig væsentligt. *** - Strafporto, sukker Sussi – Det kan da ikke passe. Den opmærksomme læser tænker nu: Hvad har strafporto med tyngdekraft at gøre? Og det ved jeg egentlig heller ikke selv, men hæng nu på. Det ligger i vores arbejdes natur, at vi sender rigtig meget post. Pressemeddelelser, kontrakter, forespørgsler, autografer og så videre og så videre. Af og til får vi så en lille hilsen fra postvæsnet om, at vi har underfrankeret et eller andet brev. Det er irriterende penge at betale, vi får ligesom ikke rigtig noget for dem, så derfor købte Sussi en brevvægt. En billig én… for hvis den skulle være dyr, kunne vi jo lige så godt betale strafportoen. Hun tog kræet i brug og surprise… tre dage senere var der igen en hilsen fra postvæsnet, og Sussi mumlede: - Strafporto. Hvordan kan det være? Dette lille skuespil gentog sig i nogle uger, inden min handlekraftige kone fik nok og ringede til postvæsnet. - Jo, sagde den venlige dame. – Hvis det er sådan en billig brevvægt, så kan den godt snyde en gang i mellem. Med en dyb, bestemt rynke i panden svarede Sussi: - Hvor får man så en brevvægt, der duer? - Den kan man købe her på posthuset, kvidrede den søde postdame. - Er den billig? Spurgte Sussi mistænksomt. - Nej, sagde den søde postdame. Nå… Sussi købte apparatet alligevel, og så gentog skuespillet sig forfra og forfra og forfra igen fuldstændig ligesom en reklame for vaskepulver i tv2. - Strafporto. Hvordan kan det gå til? Stønner hun stadigvæk, og hun har ret, for det, der er mystisk, er nemlig, at hvis vi sender to hundrede pressemeddelelser ud (det vil sige, at de indeholder nøjagtig det samme, og derfor også må veje det samme) ja, så får vi i gennemsnit to hilsner med en strafportokupon tilbage, og her er det så, at Arne Gabs bog kommer ind i billedet. Jorden, og alt hvad der er på den, bliver bombarderet med tyngdekraftpartikler. Det gør vores breve selvfølgelig også, og så bliver de begribeligvis tungere, mens de bevæger sig fra os og til posthuset. Såre enkelt. Så fra nu af har Sussi højtidelig lovet at sukke: - Strafporto. Den skide tyngdekraft. Eller noget i den retning.