Den skjulte skyld

"Skygger"

Karrierekvinde i knibe, da hun bliver flugtbilist. Bogens forside

Karrierekvinde i knibe, da hun bliver flugtbilist. Bogens forside

En selvbevidst, radikal, lokalpolitisk karrierekvinde, Benedikte, for hvem alt kører på skinner også i konsulentfirmaet VIKAN, bliver pludselig flugtbilist, hvorefter hendes liv ligger i ruiner. Hendes hjælpsomme og betænksomme mand kan ikke kommer ind på livet af hende: hun hemmeligholder ulykken, der har kostet en indvandrerdreng livet. Romanen kører nu i tre spor: man følger hendes psykosomatiske opløsning og hendes forsøg på at fjerne alle spor. Det er, som lever hun i en anden verden. Man oplever den kroatiske lærerinde Lilja og hendes registreringer af en stedse mere indadvendt elev, Rana, fra indvandrermiljøet. Det viser sig, at hun har overværet ulykken, men har muret sig totalt inde. Det er Rana umuligt at få hende til at lukke op. Romanens svaghed er en række usandsynlige tilfældigheder, som bevirker, at trådene kan redes ud.. Dens styrke er den intense beskrivelse af den psykosomatiske deroute, der bevirker, at Benedikte ikke kan finde ud af noget som helst. Her er en række drastiske og anspændte symptombeskrivelser kombineret med skyldfølelse. Hendes bevidsthed er entydigt fikseret på ulykken og på med alle midler at tilintetgøre elementer, der kan afsløre hende, koste hvad det vil. Hendes fremmedgjorthed over for hende selv og over for omverdenen beskrives med stigende styrke frem gennem romanen, idet hun søger at håndtere sin angst ved at benægte eller fortrænge den. Hun reduceres menneskeligt og ender i sin fortabte tilstedeværelse i dyb afmægtighed, for hvad skal hun stille op i en situation, hvor det er umuligt at gå tilbage og vedgå ulykken, og hvor det er livsfarligt at bevæge sig fremad uden at slette alle spor? Det er en dyster og deprimerende roman, som med menneskelig varme går tæt på de ubeskyttede og værgeløse eksistenser fra samfundets skyggesider. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Henriette Rostrup: "Skygger" 303 sider, 299,95 kr., Rosinante.