Lokalpolitik

Den slagne vej er den bedste

I krig og kærlighed gælder alle kneb, og når man er presset, så er et frontalt angreb ofte velplaceret. Det er præcis det formanden for Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune, Jens Hedegaard, (up) gør sig skyld i i læserindlægget "Cavligprisen igen!". Den sag, angrebet retter sig mod, er en ganske banal nedrivningssag, hvor forvaltningen har undladt at følge de retningslinjer, der er udstukket af byrådet. NORDJYSKE har fulgt sagen over de seneste uger, og det er tydeligt, at det sagsforløb ikke passer udvalgets formand. Han mener, at vi har været for nidkære, for fodformede og alt for lidt pragmatiske. For sagen ville have haft samme udfald, hvis forvaltningen havde fulgt den slagne landevej. Det ville ifølge Jens Hedegaard bare have betydet, at han skulle have slået bremserne i og afventet en langtrukken proforma beslutningsproces gennem plan- og miljøudvalg og Byråd. Det er præcis her, kæden hopper af i argumentationen. Det er nemlig ikke til glæde for NORDJYSKE, at politikerne i Teknisk udvalg og forvaltningen skal sende en sådan sag gennem plan- og miljøudvalg og derefter byråd. Det er fordi Byrådet har besluttet det. Det formanden for teknisk udvalg plæderer for, er ret beset selvtægt. Det kan godt være, at konsekvensen af selvtægten ville have været den samme om man havde fulgt den slagne landevej, men det er ret afgørende i et retssamfund og i en kommunal forvaltning, at man følger spillereglerne. Derfor går NORDJYSKE i rette med fremgangsmåden. Og det er naturligt, at vi forsøger med Hedegaards ord, at bringe ham i spil i den forbindelse. Han er nemlig den politisk ansvarlige, og derfor må det undre, at han ikke vil lade sig bringe i spil. Det er jo den mest naturlige sag af verden. Og fri os så fra gamle Cavling. NORDJYSKE i Frederikshavn forsøger at gøre et solidt stykke arbejde. Indrømmet, vi kan ramme forkert ind i mellem. Men i denne sag, var det måske bedre om Hedegaard kiggede inden for egne rækker i stedet for med brysk, tysk facon at få den lille vagthund, der med beskedne kræfter forsøger at tale for, at forvaltning og politikere faktisk overholder det, de selv har besluttet, sendt over i kurven uden aftensmad. Vi anerkender, at det er en irriterende sag. Vi forstår at Munkgårdens barnefødte slægtninge har været kede af det forfald, som kommunen selv er skyld i. Men det berettiger altså ikke til at gå den lige vej uden om det regelsæt, kommunen selv har udstukket.