Den sociale murersvend

Steen Pedersen, socialrådgiver, Anneberghøj 8, Aalborg, fylder søndag 60 år.

Steen pedersen fylder søndag 60 år.

Steen pedersen fylder søndag 60 år.

Murer-Steen - som han altid har været kendt blandt venner - blev født som enebarn af bagerforældre fra Vejgaard. Allerede som 16-årig mistede han sin mor, og han blev oprindeligt udlært som murer i Aalborg. Han arbejdede som sådan et par år, men i 1974 skiftede han murerske og mørtel ud med AUC og blev uddannet socialrådgiver. Så når du traf Steen på Pusterummet i Jomfru Ane Gade, der dengang var stamværtshuset for byens venstreorienterede ungdom, havde han noget at have sin arbejdersynspunkter i inde under den dengang så populære stribede murerskjorte. Det var også dengang man kunne opleve Pedersen komme ind på samme Pusterum og ganske selvfølgelig bestille to Tuborg og to stearinlys, når strømmen på grund af betalingsrestance var blevet taget i hans nærliggende ungkarlelejlighed i Vesterå. Efter færdiggjort socialrådgiveruddannelse gik turen først til Esbjerg, hvor han arbejdede med unge misbrugere, inden han i 1979 blev ansat på AUC ved Institut for sociale forhold, organisation og politiske institutioner. I 1985 skiftede han universitetet ud med Dansk Flygtningehjælp, hvor han arbejdede først som socialrådgiver og senere som socialkoordinator. I 1994 fik Steen Pedersen ansættelse på Aalborg Socialpædagogiske Seminarium, i dag Pædogogisk Seminarium, hvor han stadigvæk underviser, og hvor Pedersen står for en undervisning, hvor de studerende udvikler en kritisk samfundsholdning, som har afsæt i et forsvar for de svage i vort samfund. I alle årene har Pedersen sideløbende være censor på Aalborg og Roskilde Universitet og har herudover offentliggjort diverse faglige skrifter. Privat er Steen en særdeles aktiv og festlig mand. Han dyrkede håndbold i sin ungdom, men nu følger han mest bolden på fjernsyn. Derimod er han fast at finde på travbanen, og har du brug for råd og vejledning, når det gælder T-bjælker, murværk og ombygning, går du ikke forgæves til Steen. De mange år som ungkarl fik en ende, og murersvenden blev familiemenneske, da Pedersen midt i 80'erne mødte sit livs Inge med, hvem han har datteren Kirstine samt bonusdatteren Line. Foruden bopæl i Aalborg er Steen og frue også de lykkelige ejere af et gammelt Skagen-hus, og måske er det ikke helt tilfældigt, at der engang var bagerudsalg i huset. Det søde og det skønne ved livet har Pedersen nemlig altid haft et godt øje til, og når det bliver rigtig festligt, kan han godt finde på at gå troubadouren Povl Dissing i bedene, og Steens udgave af "Sorte Rudolf" eller "Du er min øjesten" bliver leveret med lignende styrke og indlevet særpræg. bes