Den sorte uge

Krisen drives af følelser, der nu mærkes i alle lag. Der er rynkede bryn på direktørkontorerne og i fagforeningerne, og blandt folk på gulvet knyttes næver i afmagt hos både ansatte og snart arbejdsløse og deres familier

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

På direktørgangen er minerne også dystre, selv om det ikke er "vores rammer, der slås itu", som adm. dir. Frands Grex (i midten) udtrykker det. For Henning Bæk (tv) koncernøkonomi- og finansdirektør, er fyringer det "mest ubehagelige", mens HR- og kommunikationsdirektør Anders Thorup (th) mener, at ledelsen både viser medfølelse og tro på fremtiden.Foto: Michael Koch

Mågerne skriger og skråler, skræpper op, men ellers er her tyst, vådt, gråt, trist. Det har været en hård tid her på Aalborg Portland, hvor hver fjerde skal fyres. Deres skæbne fortælles med en stilhed, der ikke hører sig en industriarbejdsplads til, men i denne uge ramlede den økonomiske krise ned i den danske virkelighed og fik selv den mest forhærdede krisefornægter til at tie stille. Tallene, der dokumenter nedturen, er regnet ind over os. Rekordmange virksomheder gik konkurs i løbet af 2008. Tre gange så mange danskere måtte gå fra hus og hjem i julemåneden i forhold til december 2007. I USA er arbejdsløsheden i et frit fald ikke set siden lige efter Anden Verdenskrig, tyskerne er gået i stå, og selv om den danske ledighed stadig er lav, under to procent, er den begyndt at stige, og den er meget skævt fordelt. Hos Dansk Byggeri regner man med, at hver ottende vil være uden job i år. Hver tiende nordjysk medlem af 3F er allerede fyret. Der varsles fyringer overalt. Hos LM Glasfiber, A.P. Møller-Mærsk, FIH, Imerco... Og her på Portland, hvor omkring 135 får en fyreseddel sidst på måneden. Og nok er det økonomien, der strammer til, men det er følelserne, der gør ondt. Meget ondt. Både hos hærdede ledere og lønarbejdere, fyrede og fagforeningsfolk. Selv den talfikserede økonom tyr til hjertets tale, når han skal forklare krisens væsentligste konsekvens. - Vi vil alle blive påvirket psykologisk. Dem, der bliver fyret, får det hårdest. Det er klart, men alle vil føle den anderledes stemning. Vi vil være mere bekymrede, tænke og handle anderledes, fordi vi følelsesmæssigt vil være utrygge, lyder det fra cheføkonom Jens Nyholm, Spar Nord Bank. Han siger mere senere. Julesmilet forsvandt Tilbage til Portland, hvor tre erfarne tillidsfolk har sagt ja til en snak. Det samme har tre af deres direktører og også én, der er blevet fyret. Hende møder vi til sidst. Først de tre, der har sagt ja til at slås for de andre. Hvordan har de det selv? - Kan man gøre en forskel? Han man magt til det? Det er det første, man tænker, når chokket lige har lagt sig. 47-årige Ernst Jensen drejer på den hvide hjelm mellem sine hænder og rykker lidt på skuldrene i den sorte arbejdsjakke. Han “kan da godt mærke, han er påvirket” af, at han nu sidder i det selvsamme lokale, hvor det hele begyndte 19. december, da tillidsfolkene på Aalborg Portland blev kaldt sammen et par timer inden juleafslutningen. Ledelsen ville fortælle dem, at cirka hver fjerde ansat skulle fyres. Snart. Og spørge, om de ikke også synes, det var en god idé, at direktøren ville fortælle alle det, inden de fik julegaverne? - Det syntes vi da. Det ligner ikke noget at komme med en lyserød historie op til jul og så fortælle noget helt andet 5. januar. Men mit julesmil forsvandt ned af ryggen og endte som en helt, helt anden fornemmelse i maven ... Da Ernst Jensen kom ud fra mødet, spurgte en kollega, om “han havde fået tæsk?” - Sådan så jeg ud. Man bliver påvirket. Det gør man altså, men som tillidsmand går man med det samme videre og fokuserer på, hvad man kan gøre for de andre. Det er godt at have noget at rive i. Og de andre har jo tillid til, at vi kan holde hovedet koldt på deres vegne, når der skal forhandles. Store, tunge følelser At tale om, hvordan man lige går og har det, når folk fyres i bundter omkring en, er ikke let for mænd som Ernst Jensen. Eller ret mange andre. Følelserne er tunge, for store at rumme, får man sagt ordene, bliver de næsten for virkelige. I stedet føles det bedre at gøre noget. Men der er blevet snakket “mange halve og hele timer i telefon” mellem Ernst Jensen, der er tillidsmand for elektrikerne, og hans kollega blandt smedene på Portland, Arne Milling, 49 år. - Man er jo for satan ked af det. Dem, der fyres nu er gode, bundsolide kolleger... - Ja, man kender deres børn. Ved, hvem, der har købt hus for nylig, supplerer Ernst Jensen. - Vi ved, nogle vil, jeg selv vil, begynde at græde, når de får beskeden. Den tillid, man har vist en arbejdsplads ved at give dem al sin tid, man holder jo også af den. Den er en del af ens identitet, uddyber Kalle Jensen, 62 år og gennem mere end 30 år fagligt engageret på funktionærernes vegne på Aalborg Portland, nu som formand for funktionærforeningen. Sidste år blev der her på Aalborg Havn produceret 2,6 mio. tons cement. I år 2009 regner ledelsen med at kunne sælge 1,8 mio. ton. Regnestykket harmonerer med manglen på farver og lyd herude. - Det værste er, at det jo er sådan alle vegne, lyder det inde fra byen, fra Benny Vinther Jensen, formand for industrigruppen i fagforbundet 3F, hvor hver tiende nu er uden job. - Jamen, bare i torsdags var der tre arbejdsgivere, der ringede og sagde: For helvede, Benny, hvad skal vi gøre? Vi har ikke noget at lave. Det er så trist, det gør godt nok ondt nu. Og det bliver værre. Jeg har fået masser meldinger om flere fyringer - nogle af dem allerede i næste uge. Benny Vinther Jensen sidder ligesom tillidsfolk over hele landet i øjeblikket inde med viden om, at deres kolleger snart skal slutte på deres job. de ved det, før de selv ved det. - Jeg reagerer med træthed. Det er ene triste ting, jeg skal forholde mig til på arbejde. Og jeg kan jo ikke skaffe dem job Det er ikke kun Benny Vinther Jensens medlemmer, der fyres. Hos Portland vil hver tredje, der får sedlen 29. januar være funktionær. Men det er de lavest uddannede, der rammes hårdest. - Det er hårdt og kontant, råt og barskt. Simpelthen. En pistol for panden Cheføkonom Jens Nyholm, Spar Nord Bank, har “ikke set noget lignende” i sin tid. Han taler om en uge, hvor “det for alvor blev fattet af alle”, om de ældre arbejdere, der “næsten har en pistol for panden”. De får så svært ved at komme i arbejde igen, fordi “vi ikke får det så godt, som vi have det i 06 og 07 før om 20 år.” - Vi vil se et klasseskel af rang, og det gælder om at få de unge ind i læ i uddannelserne, så de først kommer ud i den barske virkelighed, når det værste er ovre, og de så også har en uddannelse at få job med, siger Jens Nyholm. Han er dyster, trist, nedslående at lytte til. Det er ikke fordi, det huer ham, men “tallene er så markante”, at påvirkningen ryger ind i følelseslivet hos os alle. - Vi vil f.eks. spare op, fordi vi er bekymrede, og det vil give lavere forbrug og dermed færre job. Det er psykologi, der driver økonomien. Grådigheden har vi mødt. Nu kommer frygten. Henne på Portland mærkes frygten også oppe på førstesalen hos direktørerne, hvor påklædningen er en anden, og sproget ligeså. Det mest ubehagelige - Der er vel 300, der går rundt og frygter det værste, siger Henning Bæk, 49 år, koncernøkonomi- og finansdirektør i Aalborg Portland, som “har det skidt med det” og kalder fyringer for det “mest ubehagelige” ved at være leder. - Men når vi siger tilpasninger i stedet for fyringer, er det fordi, der er forskel. Vi fyrer ikke for at få en højere indtjening, men fordi, vi skal tilpasse os et marked. - Ja, det handler ikke om, at der er 135 ansatte, vi godt kan undvære. Det er dygtige, loyale medarbejdere, der har været her i mange år, uddyber Anders Thorup, HR- og kommunikationsdirektør, der regner det for det værste, når der skal sættes navne på - For den fyrede gør det lige ondt, men vi har nok en tendens til et ordvalg, der dækker lidt over det ubehagelige, erkender adm. dir. Frands Grex og forklarer: - Vores opgave er at sikre virksomhedens drift det næste halve år, de næste fem og 10 år. Vi har så mange ting kørende i det daglige, at man bliver nødt til at putte dem i kasser, ellers løber hele ens fokus... Hvad med jeres egne følelser i forbindelse med alle fyringerne? - Det er jo ikke vores rammer, der slås itu, siger Frands Grex. - Vi skal jo give en tro på fremtiden og samtidig vise medfølelse. Det gør vi også, siger Anders Thorup. - Det er vores job at være de fremadrettede, siger Henning Bæk. - Det er forskellen på at være leder og medarbejder. Sådan er det, siger Frands Grex. Om der også skal fyres i topledelsen på Aalborg Portland, vides ikke, men i “ledelseslaget”, vil der ske afskedigelser, ifølge Anders Thorup, der bruger de følelsesrige ord “god og værdig” om den måde, der skal fyres på. - Vi er jo ikke kommet til det værste endnu. Den dag, der kommer kød og blod på. Det gør da ondt, siger han, mens Frands Grex er mere rolig. - De får job igen. Det er jeg sikker på. Man mister sig selv Ude i Mou sidder 41-årige Joan Muxoll Rasmussen og har alle følelser helt uden på tøjet. Hun blev “engang i november, jeg har fortrængt datoen” fyret fra Siemens Windpower, hvor hun havde arbejdet som ufaglært i seks år. For hende var der ingen køreplan som for tillidsmænd og direktører. Hun var bare overladt til sig selv og sig egen tro på sit værd. - Det går så hurtigt. Man mister sig selv. Jeg er ikke vant til at være arbejdsløs, har altid haft noget at rive i. Hvad med al min energi? Jeg kan ikke bruge den til noget. Og jeg føler skyld overfor min familie, fordi vi mister penge. Men det er jo ikke min skyld. Det værste var at køre kæresten og datteren, der stadig begge arbejder på Siemens, ud til julefrokost. - Jeg kørte hjem, drak to øl. Og sov. Jane Muxoll Rasmussen skal ikke gå fra sit nye hus, som hun og Henrik Gram Larsen, 37 år, netop har bygget til dem selv og deres tilsammen fem børn. Hun mistede børnenes far ved en blodprop for syv år siden. Arven har hun medfinansieret huset for. - At stå alene med tre børn er selvfølgelig meget værre, over for det blegner alt, men jeg havde ikke troet, at jeg ville stå uden job. Jeg savner de smilende mennesker. At have betydning. Hun har skrevet cv, har søgt, har fået flyttet noget af al sin livsglæde over i at tro på et nyt job. Hun er ikke en, andre regner med at skulle hjælpe, havde heller ikke selv regnet med at blive den “første arbejdsløse i omgangskredsen”. - Men jeg bliver nu nok ikke den sidste, tilføjer hun.