Den stilfærdige golfstjerne

Anders Hansen, golfspiller, fylder i dag 40 år.Foto: Scanpix
Golf 16. september 2010 06:00

¤Anders Hansen, professionel golfspiller, fylder i dag 40 år. Han holder sig gerne væk fra pressen og passer bare sit arbejde som golfspiller. Begge dele gør han ganske godt. Anders Hansen er pæredansk, men forveksles ofte som svensker, når han bevæger sig rundt i det internationale golfmiljø. Det er efternavnet, som snyder rundt omkring i verden, men det irriterer næppe golfspilleren, som til gengæld ikke er så vild med at være i pressens søgelys, men når han er det, så skyldes det for det meste et godt resultat. Tre turneringer har Anders Hansen vundet, siden han i 1995 blev professionel. Især to af sejrene har givet genklang, for PGA Championship er en af de største turneringer på European Tour. Da han vandt i 2002, var det endda karrierens første sejr nogensinde på Europas største scene. Hans anden triumf i samme turnering faldt sted fem år senere og var pudsigt nok også kun danskerens anden sejr i karrieren. Den tredje gevinst på European Tour fandt sted i begyndelsen af 2009 ved Joburg Open i Sydafrika. Turneringen var også en del af den sydafrikanske golftur, Sunshine Tour, og her vandt Anders Hansen yderligere en sejr i 2009-sæsonen. Den sluttede med, at Anders Hansen blev samlet vinder af Sunshine Tour. Det store gennembrud i majorsammenhæng mangler fortsat, og Anders Hansens store udfordring bliver de kommende år at få succes i en af de fire majorturneringer. Samlet set har han vundet omkring 60 millioner kroner i præmiepenge. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...