Den stille juleglæde

Stilhed er ikke det samme som fravær af lyde.

Om lyde er støj, afhænger som bekendt både af deres sammensætning og af, hvordan de bliver opfattet. Støj er som regel uartikulerede lyde, som ikke tjener andet formål end at skabe opmærksomhed og irritation. Man kunne også sige, at støj består af lyde, som ikke står i et harmonisk forhold til hinanden, og som derfor heller ikke er afstemt efter hinanden. Mens støj alene består af indbyrdes disparate lyde, der ligesom to ru overflader uskønt skurrer mod hinanden. Og man holder sig for ørene. De smukke melodier, som ledsager teksterne i de salmer, vi synger i julen, er næsten som skabt af lyde, som dels passer til hinanden, og som dels slynger sig om teksten, som om også de var som skabt for den. Og dertil stemmer melodi og tekst sindet og tankerne hos den menighed, som synger med, og som inderst inde i hjertekamret finder en dyb klangbund for de søde toner og de talende ord. Som bekendt består ord også af lyde. Vokaler og konsonanter i en skønsom blanding, der foruden lyd også kaster mening og betydning af sig. Også af dén grund bør melodi og tekst passe til hinanden. Hvad både komponist og digter udmærket er klar over. Hvis man skulle driste sig til at bruge julebilledet af gudfødersken Maria, så har melodien det forhold til teksten, at den skal hjælpe teksten til at forløse budskabet, så det ikke alene trænger ind i intellektet, men ta'r vejen forbi hjertet først. Således at julens evangeliske budskab forløses i både hjertet og i forstanden. Og endelig derinde skaber en sand og ægte stilhed, som rimer på tro, håb og kærlighed. Der findes vel næppe en højtid som julen, der får mennesker til at rime på hinanden. Ellers kan der i hverdagen jo ellers godt være rigeligt med ting, som får os til at skurre op ad hinanden. Navnlig i den nærmeste familie eller på arbejdet. Men julen og juleaften bidrager åbenbart med et budskab og en stilhed, som stemmerne hjerterne mildt. Gør dem rundere og blødere. Mere overbærende og rundhåndet. Ikke alene målt i gaver og mad. Men i tilgivelse og overgivelse. Det er, som om julen sænker vore barrierer og lader os få en skarpere sans for de formildende træk ved vores medmennesker, der gør det nemmere at overvinde gammelt nag eller personlig reservation. Min mistanke går da også på, at netop julens stilfærdige evangelium om det lille Jesusbarn i krybben akkurat forkynder en sådan rimende stemningsfuldhed. Og her er det ikke først og fremmest lyde, der skal stemme - eller ord, der skal rime. Men Gud og mennesker, himmel og jord, der skal bringes sammen uden at give anledning til sammenstød af hverken den ene eller den anden art. At den almægtige Gud forkynder sin nærhed i et lille menneskebarn, rimer for menneskeforstanden ikke umiddelbart med hans almægtighed. Det lyder nærmest absurd. Alligevel antager troen det for sandt. Ikke en matematisk eller videnskabelig sandhed. Men en stilfærdigt overbevisende sandhed, der lader hjertet råde før den nøjeregnende forstand. Og til sidst ydermere bringer dem sammen i en særegen harmoni. For evangeliet om det lille barns fødsel i stalden i Betlehem forkynder nemlig den helt uventede glæde, at Guds hjerte først og fremmest er stemt af kærlighed. Kærlighed til os mennesker, som ellers skylder Gud alt. Gud ville ikke nøjes med at være debitor, der, hver gang han "viste sig" for os mennesker, blot mindede os om, hvilken enorm gæld vi står i til skabermagten. I budskabet om det lille Jesusbarn i krybben viste han sig som den stilfærdige almagt, der ikke skaber universer, jordkloder eller spektakulære mirakler - men som skaber lutter godhed, kærlighed og overbærenhed mellem os mennesker indbyrdes. Og endelig mellem Gud og mennesker. Når vi derfor rykker sammen om hinanden i juletiden, kommer i kirke, synger salmer og lytter i stilhed til Guds levende ord, så bekræfter vi julens evangelium i, at Gud er kærlighed. En kærlighed, der både rimer og stemmer med den efterklang, den selv skaber i hvert eneste modtagelige menneskehjerte. Da vågne de mildt i morgengry og tælle mer ej timer, da høre vi julesang på ny, som sig med hjertet rimer, da klinger det sødt i højen sky, når juleklokken kimer. Da vandre Guds engle op og ned på salmens tonestige, da byder vor Herre selv Guds fred til dem, den efterhige; da åbner sig Himlens borgeled, da kommer ret Guds rige. O, måtte vi kun den glæde se, før vore øjne lukkes! Da skal, som en barnemoders ve, vor smerte sødt bortvugges. Vor Fader i Himlen! lad det ske, lad julesorgen slukkes! (DDS nr.: 99 v 6, 7 og 8) Glædelig jul!