Den store bødedag i Fjerritslev Byret

40 personer idømt bøder på en dag - de fleste snuppet af pejlevogn efter at have kørt for stærkt

Retspleje 19. september 2003 06:00

FJERRITSLEV: Fjerritslev Byret har i denne uge haft den helt store bødedag, hvor hele 40 personer fik afgjort deres sager. Det kneb med fremmødet: Enkelte havde nået at betale bøden inden retsmødet, og næsten alle andre udeblev. Derfor får de i nær fremtid endnu et indbetalingskort. De fleste bøder lød på 500 eller 1.000 kroner - hvis de stadig ikke bliver betalt, skal de nu dømte personer i stedet fire-seks dage i spjældet. Hovedparten af bøderne var til folk, der var var fotograferet af politiets pejlevogne. En enkelt var noteret af en politipatrulje, efter at han havde kørt i sin bil med trailer i Halvrimmen med en gennemsnitsfart på 67 km/t. Det kostede 1.500 kroner. Der faldt også en enkelt bøde på 1.200 kroner til en kvinde i Løgstør, der havde ladet sine hunde strejfe. En mand fra Løgstør, der på et værtshus havde serveret så meget øl og spiritus for gæsterne, at de var til fare for sig selv, fik en bøde på 300 kroner. En brugtbilforhandler fra Løgstør havde overtrådt en bekendtgørelse fra færdselsstyrelsen ved at køre i en bil med prøveplader i ikke erhvervsmæssigt formål. Han havde sin datter på bagsædet, da han blev standset af politiet, og det kostede 1.000 kroner. En mand fra Løgstør ville ikke betale bøde for ikke at have brugt sikkerhedsselen. Han var blevet standset af politiet efter at have kørt 111 km/t på Aarsvej. -Jeg vil meget gerne betale en bøde for at have kørt for stærkt, for det gjorde jeg, men jeg havde sikkerhedsselen på. Og det prøvede jeg også at forklare politimanden, men han var meget bister, og ville slet ikke høre på mig, forklarede manden i retten. Manden fik sagen udsat for at give retten mulighed for at høre politiassistentens forklaring.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...