Den store finale i MGP i Kuben
Næste år bliver den tilbagevendende begivenhed i nye rammer
Opdateret kl. 09:40
Aabybro: Det er en tilbagevendende begivenhed som børnene i skolefritidsordningen, Kuben på Aabybro Skole glæder sig rigtigt meget til hvert år.
Det er selvfølgelig det årlige MGP, det gælder.
I år var ingen undtagelse, og luften emmede torsdag eftermiddag af den velkendte MGP-blanding: scenenerver, make-up, masser af sangglæde og forventningsfulde forældre på publikumsrækkerne.
12 grupper, der har øvet deres optræden en god måneds tid, stod på scenen på skift.
De skrappe, men retfærdige dommerhold, der bestod af tidligere ansatte i skolefritidsordningen var på plads, teknikkerne trykkede på de rigtige knapper og tre unge konferencier fra tredje årgang ledede slagets gang.
Ikke mindst var der linet op til kagebord, når de små kunstnere var færdige med at optræde.
Sidste gang i Kuben
Det er sidste gang, der afholdes MGP i Kuben, hvor det ellers har været en tradition de sidste otte år, fortalte pædagog Mads Thomsen.
For skolefritidsordningen skal også flytte i forbindelse med det nye skolebyggeri. Der er dog ingen tvivl om, at traditionen fortsætter. Det bliver bare i nogle andre rammer, forsikrede Mads Thomsen.
- Så i år giver vi den simpelthen max gas med konfettien, smilede Mads Thomsen, da endnu en sending kulørt konfetti blæste ud over scenen.
- Det er jo ikke sikkert, vi får lov til at fyre så meget konfetti af i fremtiden i de nye fine lokaler. Alle ved jo, hvor lang tid, det tager at samle op, ikke, sagde han med et glimt i øjet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.