Den store flugt

Hans liv har været en søgen efter identitet – i sangene og i sig selv. Han er flygtet fra det, han var, og det, han var ved at blive: en indadvendt og rodløs dreng med en borgerlig fremtid. I dag kender de fleste ham som Sebastian, men under melodi

Det begyndte med, at alting var ovre. Det var sommeren 1964, og den 14-årige Knud gik rundt i Glostrup. På skulderen havde han en lille transistorradio. Han havde fået at vide, at han skulle på kostskole. De kunne ikke have ham derhjemme mere. Han var stukket af hjemmefra nogle gange, og hans stedmor havde forsøgt at få ham indlagt på psykiatrisk afdeling. Nu lyttede han til Rolling Stones: ”It’s all over now.” - Jeg blev høj af det, siger han i dag. - Jeg tænkte: Gud, kan man det? Kan man gøre sådan med musik? De lyde, der kom ud af radioen derhjemme, var en blanding af revyviser og oversatte tyske slagere. Knud havde godt nok hørt en enkelt Elvis-sang, og et halvt år forinden var det lykkedes ham at hjembringe de to singler, som Beatles havde udgivet på tysk, fra den konfirmationsrejse til Harzen, han var blevet sendt på af sin far. Men han havde foræret pladerne til sine søstre, for det var alligevel ikke noget særligt. Og han havde i hvert fald aldrig forestillet sig, at musik kunne lyde som det her: elguitaren – så dyb som en bas. - Det er jo det der med, at man ikke rigtigt føler sig som en person i verden, siger han. - Men pludselig kommer der så et eller andet, som kan være med til at give én identitet. For nylig blev Knud Christensen spurgt om, hvorfor han altid ser ens ud på billeder. Han ved det ikke. Han ved bare, at han ikke bryder sig om at blive fotograferet, og at han kun gør det, fordi han ved, at det er en nødvendighed. Og der er ingen vej udenom, for hans bidrag til verden har været musikalske væg-til-væg-tæpper af en holdbarhed uden lige i Danmark. ”Når lyset bryder frem”, ”Du er ikke alene”, ”Gøgler”, ”Måske ku’ vi” og ”Romeo” er blevet hængt op i stuerne gennem generationer, og mens de er blevet beundret, er han gået videre med børneværelserne, som han har tapetseret med ”Ronja Røverdatter”, ”Nanna” og ”Hodja fra Pjort”. Den røde tråd i teksterne har været fantasien, børnenes ustyrlige verden, som voksne ikke bør stjæle. Og med det som redskab har han stået bag nogle af de største musicals i Danmark og nogle af de vigtigste forestillinger for børnene i landets skoler. Han har bevæget sig fra folk til pop til rock til teater til film, og han var endda den første, der fremførte en dansksproget rap. Identiteter Nu sidder han der og flader ud i pladeselskabets sofa. Virker oprigtig, høflig og afslappet. Er interesseret i at høre om kolleger, han kender, og båndoptagerens funktioner. Men når han griner, er det, som om der bliver holdt noget tilbage. ”Huhu”, klukker han en gang imellem og stopper så sig selv. Smilet er skeptisk og lidt på lur. Den sprøde, knækkende stemme forekommer skrøbelig. Og de tunge øjenlåg lægger sig som kronblade over øjne, der virker så vagtsomme og forladte, at man skulle tro, han var legemliggørelsen af sangen ”Du er ikke alene”. Så pludselig virker det passende, at han altid har følt sig udenfor - at han er kendt for at tage kritik nært. - Det er ikke, fordi... Jeg kan sagtens tåle kritik. Men jeg skal på en eller anden måde kunne balancere det, eller hvad skal jeg kalde det? Jeg skal kunne retfærdiggøre den kritik i forhold til, hvad det har kostet at lave det… Jeg tror altid, at jeg har haft en eller anden form for søgen efter retfærdighed. - En gang imellem er der nogle anmeldere, der forfalder til at sige, at jeg laver musik i alle mulige retninger, som om det var noget negativt. Men uanset om melodien så skulle blive til et cancan-nummer, har jeg bare haft behov for at finde den enkelte sangs identitet. Det har været det vigtigste for mig. Det er ikke helt nemt at lytte sig ind på Knud Christensens egen identitet. Han bryder sig ikke om at se tilbage på fortiden. Han har blikket stift rettet mod næste opgave og virker stolt over, at han i sit liv har holdt så få pauser. Det er kun et par år siden, han fik en blodprop, men allerede få måneder efter var han i gang igen. Og selv om det var tæt på at være ovre med Knud Christensen, da kirurgerne stod med hans hjerte i hænderne, siger han, at det ikke har fået ham til at reflektere mere, end han altid har gjort. Han ryger færre smøger, men ellers fortsætter han. Projekterne bobler op og ud af ham, og måske er det derfor, Knud Christensen på mange måde minder om en brønd, der er ved at løbe over. Det er således heller ikke noget problem at smide et enkelt spørgsmål ned og hejse et svar op. Men der er kort vej til vandspejlet, og det er svært at få spørgsmål til at dykke rigtigt dybt. Kun i dryp dukker barndommen op. Og hvis man plasker for meget, kommer der en opsynsmand forbi: Tørsten må kunne slukkes med vandet i overfladen. - Jeg har et lidt problematisk familieforhold, forklarer han. - De har ikke nogen interesse i at læse om sig selv i pressen. Og jeg er ikke særligt meget for at tale om dem. Der er så meget andet, vi kan tale om. Man indvilger, drikker en slurk, undrer sig over smagen, og inden man får set sig om, plasker man igen. - Men jeg tror ikke, at jeg vil snakke mere om min familie, siger han. Det er egentlig ikke nogen hemmelighed, at det er sådan. Ikke engang kammeraten og musikformidleren Torben Billes biografi ”Når lyset bryder frem” får for alvor barndommens familieproblemer til at skinne igennem, men giver dog glimt af betydning mellem linjerne. Knuds mor dør af kræft, da han er halvandet år gammel. Faderen, Oskar, finder en ny og yngre kone med to døtre, som gerne følger med, hvor han tager hen. Og det bliver til mange steder. Oskar er karriereofficer i forsvaret og flytter først fra Sønderborg til Haderslev, siden til Stabekk i Norge i en stilling hos Nato og derfra til Birkerød og senere altså Glostrup. Knud er maksimalt tre år hvert sted, og han husker ikke nogle af stederne som et barndomshjem. - Den treårsperiode, jeg var i Norge, nåede jeg at bo tre-fire forskellige steder. Og jeg har hele tiden skullet forholde mig til noget nyt. Et nyt land, et nyt sprog, en ny by, en ny klasse. Det var jo sådan, at man aldrig sådan rigtig fik rodfæste. At venskaberne altid blev korte, flygtige på en eller anden måde. Og der er kun meget få personer fra min barndom, som jeg overhovedet kan huske. Så der er ingen tvivl om, at det har påvirket mig en hel del altid at være rastløs. Og det har sikkert også påvirket mig i min musik senere hen. Den rodløse dreng reagerede med at blive indesluttet. Han passede sin skole, gjorde, hvad der blev sagt, gik i et med tapetet og opførte sig som en gennemsnitlig elev uden interesser. Han havde haft en tromme i Norge, men han var kommet til at spille den i stykker, og da de musikalske fornøjelser derhjemme begrænsede sig til en enkelt med Roy Orbison i radioen en gang imellem, var der heller ikke noget her, der rigtigt fangede ham. Ifølge Torben Billes biografi var han lidt pjevset og svagelig, og han fik i det hele taget ikke lov til meget. Klaveret måtte han ikke spille på, og det nye medium, fjernsynet, var lige så fraværende som besøg hos moderens familie de første mange år. Men revselsesretten blev holdt i hævd derhjemme. Og den nye familiekonstellation endte i forskelsbehandling, forkælelse og stedmodersyndrom, ”så brødrene Grimm ville have nydt det”, skriver Bille. Knud Christensen har ikke mange ord om det i dag. - Jeg kan dårligt huske det, for jeg har også brugt en del tid på at fortrænge det. Det er ikke sådan noget, jeg har haft lyst til at bringe videre. Men der er ingen tvivl om, at jeg har haft problemer derhjemme - blandt andet med min fars nye kone. Jeg stikker af nogle gange. Og jeg kommer på et psykisk hospital i Glostrup. Kostskolen Efter to måneder bliver han udskrevet med papirer på, at der intet er i vejen, og derfor er den eneste løsning for far og stedmor Asserbohus Kost- og Realskole, der forekom ældre, end den var. Der var slidt fordybninger i trappetrinene, og selv om bygningerne var opført i 1930’erne, var der brugt bindingsværk og røde sten. Der duftede af gammelt træ og kæft, trit og retning. Her var hænder over dynen, hakkeorden, kollektiv afstraffelse, konkurrencementalitet og skarp adskillelse mellem piger og drenge. Men selv om den forsagte Knud blev drillet af de ældre og røg ind i en slåskamp, syntes han, at kostskolen var en befrielse. - På en del punkter havde jeg det ret godt på skolen. For det var bedre at være der end at være hjemme. Det var rigmandssønnerne og -døtrene, som var vant til frihed, der havde det værst på skolen. De, som var vant til at blive låst inde om aftenen, tog det bare sådan, at sådan var det. Knud tog ikke hjem, når han havde fri, men boede hos rullekonen i Glostrup eller hos en af kammeraterne. Han begyndte at slå på lilletromme i en lille gruppe, der spillede Rolling Stones. Og da han en dag fik øje på de ældre elevers Donovan-plader, havde han fundet det, der skulle sende ham på himmelflugt i hierarkiet. Skolens scene lå i bunden af den tørlagte svømmehal, og en lørdag aften gik han ned for at gå op. - Jamen, jeg får jo en respekt, siger han. - Jeg spiller den første Donovan-plade fra den ene ende til den anden og numrene i samme rækkefølge, som de var på pladen. Jeg kunne spille alle numrene. Udenad. Og så stillede jeg mig op med det. Opstigning og rastløshed Det var det her, han skulle, kunne han mærke. Og da han i 1967 gik ud af kostskolen, satsede han alt på musikken. Han fik topkarakterer i engelsk, fransk og dansk på uddannelsesinstitutionen Prøven, som han var blevet tilmeldt for at få en gymnasieuddannelse på studenterkursus, men han droppede flere af de naturvidenskabelige fag og tilmeldte sig underholdningsbussen sammen med sin makker fra kostskolen - et koncept, hvor forskellige talentfulde unge blev kørt rundt til kroer på Sjælland for at konkurrere om at vinde en halvtredser – og samtidig fik lov at vise sig frem. Som regel blev duoen nummer to eller tre. Men det slog ikke Knud ud. Det gjorde det heller ikke at bo sammen med unge fyre, der syntes, det var sjovere at lave kriminalitet end at læse lektier, og selv om Knud ”vist også har tømt en enkelt cigaretautomat eller to”, lykkedes det at feje sin egen sti ren med guitarens lyde. Først da han bliver forelsket, opstår der problemer. - Jeg blev forelsket i køkkenpigen, og hun blev forelsket i mig. Hun måtte forlade stedet, fordi det var forbudt at mingle med de elever, der var der. Og der siger jeg så: ”Så flytter jeg med.” Parret flyttede til Taastrup og blev til en lille familie. Men Knud Christensen kunne og ville ikke fastholdes i de forventninger, der var til en forsørgende mand dengang. Og forholdet kunne ikke holde til hans livsstil. - Det gik ret hurtigt galt. Jeg interesserede mig mere og mere for musikken, og jeg havde den holdning, at jeg kun tog et job af nødvendighed. Dengang kunne man ret let få et arbejde, så jeg når at være reservepostbud på samtlige postkontorer fra Københavns Hovedbanegård og ud til Taastrup. Jeg beholdt det i en uge eller fjorten dage, og så sagde jeg op, hvorefter jeg brugte den næste uge eller fjorten dage på at spille. Men det var slet ikke nok for hende. Hun ville have større sikkerhed. En forsørger, tror jeg. - Det var alt for fast for mig. Jeg var nødt til at optage verden gennem musikken. Det var ret altafgørende for mig. Og jeg tror, at det var min identitet. Jeg vidste udmærket godt, at jeg ikke kunne beholde et arbejde. Jeg kunne ikke drømme om at have et otte-til-fire-job. Det var jeg for fri en fugl til. For rastløs. Det var helt klart, at jeg så det, som om livet lå foran mig, og jeg skulle prøve en masse. Og så længe jeg bare lige kunne få et stykke mad og i øvrigt havde til s-togs-billetten, interesserede jeg mig stort set ikke for andet. Knud Christensen begyndte at komme på det københavnske spillested I mikroskopet, hvor man knap kunne vende med guitaren på scenen. Han tog til Frederiksværk og spillede på deres pendant til Huset i Magstræde, og han optrådte med hatten i hånden på Strøget og overalt, hvor der var en mulighed. Og så en dag i januar 1970 hørte den rigtige mand ham synge sit eget nummer, ”I won’t do it, mama”. Han blev inviteret af Rene Gosvig fra Mørks Musikforlag til at indspille to sange i et rigtigt studie, og snart var der skrevet kontrakt på det album, der skulle blive til ”The Goddess” og gøre Knud Christensen til Sebastian. Man kunne ikke hedde Knud, når man skulle synge på engelsk og udsende i Canada, Tyskland og Frankrig, blev der sagt. Og selv om Knud helst bare ville beholde sit navn, var der ikke noget at gøre. Han mener selv, at han fik navnet efter Lovin’ Spoonful-sangeren John B. Sebastian, som var et af tidens store navne. I dag har han det fint med navnet - Sebastian er ham, jeg lever af. Knud er jo den, jeg er, siger han. Men da ”The Goddess” udkom, var der ikke meget at leve af. Pladen fik halvdårlige anmeldelser, og der var ikke rigtigt nogen, der gad købe en plade med Sebastian, når de kunne få en med Dylan eller Donovan til samme pris. Derfor begyndte Knud at overveje at synge på dansk, selv om han tidligere ville have forsvoret det. At det danske band Kashmir med sangeren Jørgen Thomsen udgav en plade, der hed “Joddle-Knud”, var dråben, der fik brønden til at flyde over og den indre opsynsmand til at kigge forbi. ”Det er da løgn”, tænkte han og satte sig omgående ud på toilettet og skrev nummeret ”Lossepladsen bløder”. Han spillede den i I mikroskopet og fik samme fornemmelse, som da han optrådte på kostskolen for første gang: respekt. - Men i miljøet tror jeg nok alligevel, at jeg har været enspænderen. Jeg var for eksempel typen, der flyttede op i nærheden af kostskolen, fordi jeg lærte nogle at kende deroppe. Så det var ikke sådan, at miljøet var et must for mig. Jeg var nok mere på besøg. På gennemtræk. Knud blev pausefyld for Skousen & Ingemann og Gasolin’. Og han bestemte sig til at aflægge prøve som skuespiller på tidens største musicalopsætning ”Jesus Christ Superstar” med Allan Mortensen som Judas og Eddie Skoller som kong Herodes. Knud fik også en rolle, men mere end det. Han fik kontakter til nogle af de sangerinder og musikere, han senere skulle benytte sig af – og samtidig lysten til at synge på dansk. - Jeg finder ud af, at jeg overhovedet ikke har nogen ambitioner om at blive en international stjerne. Det starter på engelsk, men jeg går ret hurtigt over i at skrive på dansk. Og jeg har aldrig haft ambitionen siden hen om at lave sange på engelsk og komme ud i det der utroligt corny internationale popmarked, hvor man skulle komme på en eller anden tysk tv-station og mime til et eller andet nummer, man havde lavet. Og så en dag brød lyset frem. Efter en lang kamp, hvor lysten til at lave det hele selv var ved at spænde ben for en udgivelse, købte EMI de sange, som Knud Christensen havde indspillet, og albummet ”Den Store Flugt” var endelig en realitet. Gennembruddet var ikke til at tage fejl af, da pladen blev lanceret i 100 butikker, og identiteten, som Knud havde ledt så længe efter, var nu til at tage og føle på – bogstaveligt talt. For han var ved at falde over mandshøje papskilte af sig selv, når han gik ind i en pladebutik. Det var den første danske plade med eget reklamebudget, og anmelderne var begejstrede. Nummeret ”Hvis du tror, du er noget” fandt vej til jukeboksen, men selv om Knud efter sigende var flere dage om at komme sig over at høre sig selv spille ud gennem døren på et værtshus, kunne han ikke finde hvile i den nyfundne identitet. - Tingene fungerer altid modsat hinanden. Lige så mange roser og rygklap du får, lige så meget kritik får du også. Du er jo altid en trussel mod et eller andet. Musikmagasinet MM skrev, at der var nogen, der mente, at det var årets plade. Men det mente de bestemt ikke, at det var. Søgeren Knud Christensen kunne nu godt mærke succesen. Han kunne købe en bil, tage kørekort og erhverve sig et sommerhus i Asserbo for nogle af de penge, han tjente på at tage ud at spille. Han fik opmærksomhed, blev sendt ud på skoler i Jylland for at underholde eleverne, og han blev genkendt på gaden. Hele tiden. - Men det har jo så også skabt en frustration hos mig. For jeg interesserede mig primært for musikken. Jeg interesserede mig ikke særligt meget for mig som person i forhold til at skulle være stor stjerne. Det var sådan noget, der fulgte med. I dag bliver han ikke genkendt på gaden mere. Det gør kun musikken. Yngre mediedarlings som Blå Øjne overtog allerede for ti år siden hans numre. Han synes, han har komponeret sangene, som de skal lyde, men netop som han lige har udsendt en opsamlings-cd, er der også udkommet en hyldestplade til ham, hvor yngre danske kunstnere fortolker ham. Og han er godt tilfreds, for det er nok alligevel det, der har været målet: at skabe melodier med så stærke identiteter, at de kunne leve deres eget liv, passe sig selv. - Jeg tror, jeg har sigtet efter at skabe noget unikt i værket. Og heldigvis har jeg aldrig fundet det. Jeg har søgt efter det højest opnåelige, i form af at musik og tekst og arrangement går op i en højere enhed. Jeg har villet lave sange, som havde en identitet, som var unik. Så man kunne sige, at der ikke var nogen sang i verden, der lignede ”Hodja fra Pjort”. At der ikke var nogen sang i verden, der lignede ”Romeo”. At de har så meget deres egen identitet. Jeg tror, at det er det, jeg har stræbt efter. Det var målet i sig selv. Sangene betegner han i dag som gode bekendte. Og han er ikke blevet færdig med at lede efter nye venner. Han mener selv, at han har skrevet nogle af sine bedste sange de sidste ti år, og når han har forsøgt at holde ferie, har de tvunget ham hjem i studiet. Pauser har han aldrig helt forstået meningen med. - Det er jo klart, at jeg ikke kan blive ved med at fare rundt, som om jeg var 20, siger han. - Og det vil jo vise sig, om jeg kan holde flere pauser, efter jeg er blevet 60. Jeg tror ikke helt, jeg kan… men det er måske heller ikke meningen. Så ligesom det hele begyndte med at være ovre, da Rolling Stones sang i transistorradioen på gaden i Glostrup, slutter det hele på den måde måske med, at alting lige er begyndt. For sådan kan man nemlig gøre med musik – man kan vende det hele på hovedet og gøre en almindelig Knud til en Sebastian. - Jeg har meget lidt tid til at dyrke den indadvendte side, hvis den stadig er der, siger han. - Jeg har jo mit hoved i mange andre ting, så det er faktisk slet ikke noget, jeg tænker over.{

Forsiden


Breaking
Her er alle de nye restriktioner, du skal kende
Luk