Den store forsøgsdag

Elever fra 1. a. på Brønderslev Gymnasium udfordrede 6. klasserne

- Hjernen er den bedste computer, der eksisterer, og den er så kompliceret, at den menneskelige hjerne faktisk ikke er i stand til at forstå den, fortalte Sebastian Vestergaard Salling.Foto: Kurt Bering

- Hjernen er den bedste computer, der eksisterer, og den er så kompliceret, at den menneskelige hjerne faktisk ikke er i stand til at forstå den, fortalte Sebastian Vestergaard Salling.Foto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV:Dansk Naturvidenskabsfestival afvikles i denne uge. Og elever fra 1. a. på Brønderslev Gymnasium inviterede i går elever fra Hedegårdsskolen og Søndergades Skole på oplevelses-tur i det naturvidenskabelig univers.

Salen på Brønderslev Bibliotek var omdannet til en stor forsøgshal, hvor næsten 100 folkeskoleelever dagen igennem blev udfordret med blandt andet ballonforsøg, vandtrick, fjernstyrede dåser og hjerne-øvelser. Og der blev både tænkt, grinet og grublet.
Eleverne fra 6. klasserne kastede sig uden tøven over udfordringen. Og gymnasieeleverne mestrede formidlingsrollen meget overbevisende.
- Vi lærer også af det her, sagde Mathias Sørensen og Mikkel Krabbe fra 1. a.
Deres mission var at lære folkeskoleeleverne om fotosyntesen, og en del af læringen foregik i en mørk hule bygget af et tæppe og stole.
- De tæller boblerne - altså ilten - der kommer op af skuddet her, forklarede Mathias med et nik mod vand og vandpestskud i et reagensglas.
- Vi har jo selv lavet forsøgene, og på den måde lærer vi også om fotosyntesen. Når man skal forklare det til andre, fatter man det også bedre selv. For så skal man være helt inde i det, man fortæller videre, tilføjede Mathias.
1. a. har i faget Naturvidenskabeligt Grundforløb sammen med deres lærere, Hanne Larsen og Anni Jensen, forberedt sig på at undervise i naturvidenskab - på en sjov og spændende måde.
- Man bør gøre noget for de naturvidenskabelig fag, og vi bør som gymnasium deltage i naturvidenskabsfestivalen. Vi burde måske gøre mere. Men det her er så det, vi kan bidrag med - vi er jo også styret af et stramt pensum, sagde Anni Jensen.
Rektor Per Knudsen besøgte forsøgssalen på biblioteket, og han hilser initiativet med tilfredshed.
- Det er et fantastisk arrangement.
- Og jeg kunne godt tænke mig at lave endnu mere samarbejde med folkeskolerne - både omkring naturvidenskabelige forløb, men også om fremmedsprog, sagde Per Knudsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.