EMNER

Den store rorgænger er død

Gert Petersen, SF's tidligere formand, Ørnens Kvarter 15 A, Albertslund, sov ind natten til torsdag, Han blev 81 år.

Gert petersen var i perioden 1974- 1991 formand for SF. Han blev 81 år. Foto: Scanpix.

Gert petersen var i perioden 1974- 1991 formand for SF. Han blev 81 år. Foto: Scanpix.

Gert Petersen blev torsdag fundet død i sin seng på Herlev Hospital, hvor han blev indlagt før jul med en lungebetændelse. Gert Petersen var i lige grad skribent og politiker. Når alt kommer til alt, dog nok mest politiker, for hver linje, han skrev (måske bortset fra passager i hans erindringer), havde politisk sigte. Allerede inden han kom i Folketinget, var han en central skikkelse på den politiske venstrefløj, og efter at han havde forladt aktiv politik, deltog han stadig ivrigt med indlæg i den politiske debat. Men det var som folketingspolitiker, han blev et af tidens kendte navne. Som formand for Socialistisk Folkeparti blev han kaldt "den store rorgænger" ligesom den kinesiske topkommunist, formand Mao. Der lå nok også i tilnavnet en lidt kælen velvilje, for den følelse kunne han med sin formløse vitalitet, sin sløsede påklædning, sit gedebukkeskæg og sin ansats til topmave fremkalde selv hos borgerligt sindede. Det var den samme følelse, der lå bag, da en kreds af hans partifæller dannede Foreningen til Gert Petersens forskønnelse. Den fik ikke held med sin bestræbelse, Gert kunne man ikke sådan lave om på. Han kom til verden i 1927 i Nykøbing F. som søn af en fabriksarbejderske, men voksede op hos bedsteforældrene og blev 1945 student fra byens katedralskole. Forinden havde han som 13-14-årig begået et fejltrin, der siden kom til at volde ham besvær: han meldte sig ind i en nazistisk ungdomsorganisation. Senere skabte han dog balance i tingene ved at gå ind i modstandsbevægelsen. Tyskerne arresterede ham og sendte ham i Frøslev-lejren. Da han mange år efter var SF-formand, blev nazi-medlemskabet offentligt bragt på bane, og da han i første omgang benægtede det, blev ungdomsforvildelsen i et par uger "godt stof". Det gjorde dog tilsyneladende hverken fra eller til i offentlighedens vurdering af ham. Efter studentereksamen ville Gert Petersen studere historie, men meldte sig samtidig ind i Danmarks Kommunistiske Parti, og det politiske engagement fortrængte helt historiestudiet. Han blev 1953 medredaktør af det venstreorienterede tidsskrift Dialog og sluttede sig til den strømning inden for kommunistpartiet, der med stigende skepsis registrerede Sovjetunionens handlinger. I 1958 fulgte han Aksel Larsen som medstifter af Socialistisk Folkeparti, der fra nu af blev hans politiske base. Han kom i SFs hovedbestyrelse i 1961, redigerede SF-bladet 1962-67 og derefter i nogle år tidsskriftet Her og Nu, som SF også stod bag. Da venstresocialisterne i 1967 skilte sig ud fra SF og oprettede eget parti, blev han i SF - og hos Aksel Larsen. Fra 1966 til 1998 var han indvalgt i Folketinget som repræsentant først for Brønshøjkredsen, derefter Odense Øst og endelig fra 1977, og til han trådte ud af tinget, Husumkredsen. I størstedelen af folketingstiden var han også partiformand. Mens denne post i visse andre partier er politisk betydningsløs, var SFs partiformand den egentlige politiske leder. Da Gert Petersen blev valgt i 1974, var partiets indre liv præget af spændinger mellem resultatorienterede, kompromissøgende kredse - "larsenisterne" - og mere principfaste, dogmatisk indstillede folk. Gert Petersen hørte nærmest til den sidste gruppe, men lagde som formand megen vægt på det indre sammenhold. Han måtte indkassere valgnederlag og se gamle kampfæller sige farvel, men fastholdt sin autoritet og fik stabiliseret SFs partipolitiske situation. Hans styrke var den ideologiske retningssans og en stor og velfunderet udenrigspolitisk viden. For ham var venstreorientering den logiske følge af en grundlæggende demokratisk opfattelse, og han tolkede den storpolitiske situation med venstreorienteringen som kompas. Fra 1972 var han folketingsgruppens politiske ordfører, og han sad i Udenrigspolitisk Nævn, ligesom han i perioder var medlem af bl.a. Europa-Parlamentet og den danske delegation til FN. Men ellers overlod han det detaljerede parlamentariske arbejde til andre. Det overordnede politiske sigte var hans anliggende, og som taler hørte han til tingets bedste. Han mestrede såvel det folkelige bid som indignationen og den hånlige sarkasme. Bag hans ord var et menneske med følelser. I 1991 trak han sig tilbage som partiformand og politisk ordfører. Han frygtede, at for mange år på disse poster kunne resultere i en sløvende rutine. Og i 1998 forlod han Folketinget - men ikke dermed den politiske kamp. Han kunne stadig udfolde sig som skrivende politiker. Og i denne egenskab fortsatte han det forfatterskab, som han havde indledt i 1960 med bogen "Vejen til Socialismen i Danmark". I de følgende år skrev han nye bøger om socialismen, om fredens problemer, om en retfærdig verdensorden - og samme år, som han sagde farvel til Folketinget, udsendte han et bind erindringer med den karakteristiske titel "Inden for Systemet - og uden for". Samtidig med bogskriveriet var han en flittig deltager i dagens debat. Han gjorde sig ikke mindst gældende med indlæg i den hidsige diskussion om de venstreorienteredes hyldest til Stalin-tidens kommunisme og dens undertrykkelse. Gert Petersen erkendte, at han og andre meningsfæller havde taget fejl i konkrete vurderinger, men afviste sammenligninger med nazismen, fordi kommunismens ideologiske udgangspunkt - i modsætning til nazismens - efter hans mening var humanistisk og menneskevenligt. Med Gert Petersens død er en karakteristisk og altid stærkt engageret stemme i den ideologiske debat forstummet./ritzau/