Den store slagerparade kom forbi

Kun halvdelen af salen var fyldt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kun halvdelen af salen var fyldt, men det forhindrede ikke publikum i at have en herlig eftermiddag. Foto: Kurt Bering

Hvad er et godt hit? Ja, svaret vil jo være afhængig af, hvem du spørger, men der skal nok være en pæn del af den danske befolkning, der for eksempel vil svare "Ved landsbyens gadekær" eller "Frøken Himmelblå". I går var der mulighed for at genhøre de store hits fra dansktoppen, da Dansk Slager Parade gæstede Det Musiske Hus i Frederikshavn. Men selv om besætningen på slagerparaden er Gemalerne, Dario Campeotto, Keld og Hilda Heick, Klaus Strand-Holm samt det kun 17-årige talent Louise, var salen i Det Musiske Hus kun halvt fyldt op. - Der er cirka solgt 190 billetter, og der er plads til 400, fortæller Eigil Grønkjær fra FDF i Strandby, der er arrangør af koncerten i Frederikshavn. Det er første gang, at foreningen prøver kræfter med at arrangere en koncert, og Eigil Grønkjær håber, at økonomien balancerer. - Det opstod en mulighed, og så tog vi chancen, siger Eigil Grønkjær, der endnu ikke kan sige noget om, hvorvidt FDF i Strandby vil arrangere flere koncerter. For FDF Strandby - og for de fleste andre foreninger og klubber - er det vigtigt, at have et solidt økonomisk fundament, der rækker ud over det faste kontingent. Hos FDF'erne er årets havnefest den økonomiske livsnerve, og sidste år gav havnefesten 80.000 kroner i overskud, der blandt andet skal gå til en rejse.