Den strenge vej mod toppen

Aalborg-bands lider under haltende musikmiljø - kun 4 er med i DM i rock.

Musik 10. februar 2003 07:00

AALBORG:Meget står på spil, når de musikalske Danmarksmesterskaber torsdag aften træder ind i spotlyset på Studenterhusets scene i Aalborg. Vinderen af den hæsblæsende rockdyst, der før lystrede navnet DM i rock, men som nu har fået navnet LiveContest DK, kan nemlig se frem til både plade-indspilninger og masser af omtale i landets medier. Og det er en træfsikker affyringsrampe for et ungt band, der drømmer om at brage igennem atmosfæren og plante mikrofonstativet på den musikalske stjernehimmel. Men vejen mod Nirvana er brolagt med sorte huller. Specielt hvis drømmene tager afsæt i postnummer 9000. Musikmiljøet i Aalborg er nemlig alt andet end elektrisk, og for byens unge musikere er kampen for at slå igennem mere end almindelig hård. Og den kendsgerning lader sig aflæse i sætlisterne til LiveContest DK, hvor Aalborg kun stiller med fire bands, mens København og Århus er repræsenteret med henholdsvis 19 og ni. - Jeg kender til mange up-coming bands med store potentialer, der ikke rigtig kommer nogle vegne på grund af de dårlige vilkår, siger Kasper Lyhne, der spiller guitar i bandet CU, som er et af de fire Aalborg-bands, der stiller op i LiveContest DK. Og han ved, hvad han snakker om. CU er nemlig et godt eksempel på de chikaner et fremstormende band må forcere, før musikken for alvor begynder at spille. - Det største problem er nok øvelokaler, mener Kasper Lyhne. - Da vi startede, fandt vi selv et i en baggård, der var så meget i forfald, at vi fik lov at øve der. Men der er ingen hjælp at hente nogen steder. Der er alt for få øvelokaler, og på de steder, hvor der er faciliteter, er det umuligt at komme ind, da de er fuldstændig overbookede, siger Kasper Lyhne, der sammen med resten af CU nu har fået andre øvelokaler. - Men da vi afsatte vores gamle dårlige lokaler, gik der ikke mere end ti minutter før jeg blev kimet ned af andre bands, der nærmest stod på nakken af hinanden for at få vores lokaler, fortæller guitaristen fra CU. Miljøet mangler nerve Og Kasper Lyhnes skrækhistorier om jagten på øvelokaler er ikke enestående. Langt fra. - Nej, det ser ikke godt ud, samtykker Hanne Elkjær, der er formand for Dansk Musiker Forbunds Aalborg-afdeling. - Jeg bliver kimet ned dagligt af unge musikere, der er på udkig efter øvelokaler. Og de er villige til at betale hvad som helst. Det er simpelthen for få lokaler, og musikken lider under det. Og man bliver jo ikke specielt animeret til at gå 110 procent ind i musikken, når man ikke engang kan få et sted at øve, siger Hanne Elkjær. Men det er ikke kun manglen på øvelokaler, der har sat sig på tværs af stemmegaflen for de unge Aalborg-bands. Byens musikmiljø er også blottet for den livsnødvendige puls, der skal pumpe kreativiteten fra nodehæfterne ud i radiobølgerne. - Der findes ikke et sted, hvor de unge musikere kan mødes og udveksle ideer og lade sig inspirere af hinanden, siger Hanne Elkjær. - Byen har et kæmpe behov for sådan en scene, hvor de unge kan vise, hvad de dur til. Prøv bare at se på en by som Århus, der har masser af kendte bands. I Aalborg er der for få. Derfor er det nødvendigt med sådan en scene til at sætte skub i udviklingen. Potentialet er nemlig til stede, mener formanden for den lokale afdeling af Dansk Musiker Forbund. Originalmusikken glemt Og det potentiale Hanne Elkjær snakker om kunne måske være CU, der sammen med Poster, Low Down og Cedar repræsenterer Aalborg i Danmarksmesterskaberne i vellyd. CU-guitaristen Kasper Lyhne er i hvert fald ikke i tvivl om, at byens musikmiljø ville tage positivt imod et lille skub i den rigtige retning. - Der er ingen tvivl om, at det ville blomstre op, hvis der blev gjort noget, siger han. - Man kunne eksempelvis arbejde for at få sat flere øvelokaler til rådighed. De behøver ikke at være gratis, muligheden skal bare være der. Og så ville det også være skønt, hvis man havde en organisation, der udelukkende fokuserede på den originale musik her i byen, siger Kasper Lyhne, der ikke er bleg for at indrømme, at omkostningerne er store, når man sigter efter stjernerne. - Vi, der spiller vores egen musik, har jo ikke andet end udgifter med det. Og i disse tider med Popstars og Stjerne For En Aften føler vi os ærligt talt fuldstændig glemt. Så det er svært. Men derfor er det også vigtigt med en begivenhed som LiveContest DK, hvor der bliver sat fokus på den originale musik, siger Kasper Lyhne. Og det er på torsdag i Studenterhuset, at den originale nordjyske musik kan opleves for fuld udblæsning. LiveContest DK vender fredag 21. februar tilbage til Studenterhuset til anden omgang af de indledende runder i den landsdækkende musikkonkurrence.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...