Den svære fred

De Palæstinensiske Selvstyreområder 16. januar 2007 05:00

HOBRO: Den tilsyneladende umulige drøm om fred mellem Israel og palæstinenserne, som optager rigtig mange mennesker, sætter også sit aftryk på møderækken hos Folkeuniversitetet Mariagerfjord. Onsdag 31. januar handler det om den svære fred, som mange ellers troede ville gå i opfyldelse for blot få år siden, da Israels premierminister Ehud Barak og PLO"s formand Yassir Arafat forhandlede i Camp David under den amerikanske præsident Bill Clintons ledelse. På månedens sidste dag kommer forfatteren, journalisten og medlem af eventyrernes klub Jakob Andersen til Hobro og holder foredraget ”Hadet mellem jøder og arabere”, der ledsages af lysbilleder. Jakob Andersen kommer ind på, hvilken betydning islamismen har for Danmark og resten af den vestlige verden, og som jo optager os så meget. I de sidste 10 år er arenaen overtaget af fundamentalistiske organisationer som Hamas og Islamic Jihad. Og i hundrede år har jøder og arabere kæmpet om Det hellige Land, og uforsonligheden har konstant blokeret for en løsning. Foredraget vil give et historisk overblik og give et bud på fremtiden. Få kender Mellemøsten så godt som Jakob Andersen, der har rejst i området i 40 år og rapporteret fra de militære og politiske slagmarker. Jakob Andersen fortæller om sine møder med konfliktens parter, skildrer nogle dramatiske begivenhedsforløb og beretter om et groft palæstinensisk terroranslag mod Danmark. Alle er velkommen på Hobro Bibliotek 31. januar, men af hensyn til bestilling af kaffe og brød sætter Folkeuniversitet Mariagerfjord pris på en tilmelding på 9852 5904.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...