Film

Den svære kærlighed

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- I once had a gril, or should I say, she once had me ... Reiko spiller guitar for det elskende par, der så gerne vil, men ikke kan finde hinanden.

- I once had a girl, or should I say, she once had me ... Beatles-sangen, som indledningen ovenover stammer fra, har givet titel til både filmen og den japanske forfatter Haruki Murakamis gennembrudsroman om den umulige kærlighed, sådan som du kan opleve den, når du er ung og egentlig uvidende om, hvilken barsk affære kærligheden kan være. Wantanabe (Kenichi Matsuyama) har kendt vennen Kizuki (Kengo Kora) og hans kæreste Naoko (Rinko Kikuchi), siden de var børn. De to har altid været sammen og kærester siden deres første kys i femte klasse. Men 17 år gammel begår Kizuki selvmord, og for at glemme drager Wantanabe til Tokyo for at læse på universitetet. Vi er midt i ungdomsoprørets tumulte omvæltningstid, og litterraturforelæsningen bliver afbrudt af militante studerende, der hævder, at verdens problemer stikker dybere end de græske tragedier. Hvorefter forelæseren høfligt fastslår "at der ikke er noget, der stikker dybere end de græske tragedier", inden han overdrager podiet til den militante bedrevidenhed. Det er i Tokyo, at Wantanabe oplever den store kærlighed, da Naoko opsøger ham, og under deres forsøg på at trøste hinanden over tabet opdager, at de også kan skænke hinanden endeløs sensuel nydelse. Men deres kærlighed bygger på skrøbelig grund. Naoko bliver indlagt på et afsides behandlinghjem, mens Wantabe tålmodigt venter og håber på, at Naoko bliver rask. Det er en ganske anderledes kærlighedshistorie, der både giver sig tid og rum til at folde kærlighedsforviklingerne ud. Billedsiden er betagende med disse tidstypsiske scenarioer fra slut-60-erne med smalbenede bukser, tætsiddende skjorter og korte kjoler og pagehår á la Beatles-drengene. Og så bliver der laver nærbilleder af de elskende, så det sitrer af raffineret nydelse. I hovedrollen gør Kenichi Matsuyama det glimrende som den evigt læsende jeg-figur og forfatter i svøb. Nærværende, ukompliceret og konfronterende ærlig, hvad angår sine egne følelser, alt imens han forsøger at finde sig selv i forholdet til Naoko. Rinko Kikuchi spiller Naoko-rollen både skrøbelig svag og betagende smuk med sit ravnsorte hår, mandeløjne og uskyldige killingeansigt. Rundt om parret grupperer sig en hel række betydningsbærende biroller, den umiddelbare og varme Midori, der gerne vil indlede et forhold til vor forfatterhelt, den kyniske studiekammerat Nagasawa, mens Naokos anstandsdame på den institution hvor hun er indlagt, Reiko, også sender mandelsmutøjne efter vor kærlighedsfrustrerede helt. Manuskriptets replikker er kortfattede, nærmest nøgne, men nedenunder al høfligheden og etiketten, ligger de store følelser og sitrer som en blottet nerve. Langsomt indser vi, at den psykisk syge Naoko sikkert ikke vil være i stand til at finde ud af eller kommer sig over tabet og sorgen over sit livs første elsker. Hun er splittet og sønderknust som fint krystalglas og umulig at sætte sammen igen. Selvom Wantanabe elsker hende ulideligt højt. For den besk-bitre sandhed er at den, som begår selvmord, straffer de efterladte hårdere og mere ubarmhjertigt, end sig selv. Og sikke nogle billeder - af skovklædte bjerge, bølgende græsmarker, sne, overfyldte kollegieværelser, barer og pladebutikken. Og bid mærke i hvordan bagrundsmusikken undervejs skifter karakter fra 60'eragtig popuskyld til stadig mere guitarforvredet afmagt. Det er en fantastisk film, ungdommelig sød, livsfarlig alvorlig og sine steder overgiven sjov. En af filmårets uomgængelige. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Norwegian Wood" Japan, 2010. Instr.:Tran Anh Hung. To timer, 13 min. Till. o. 15 år. Biffen, Nordkraft.