Den svenske konge mindes prins Henrik med stor varme

Der er tætte forbindelser mellem de nordiske kongehuse, ikke mindst gennem de nære slægtsbånd

De kongelige 14. februar 2018 08:37 - Opdateret 14. februar 2018 10:37

Den svenske konge, Carl Gustav, mindes prins Henrik med stor varme.

Prins Henrik døde sent tirsdag aften på Fredensborg Slot, omgivet af dronning Margrethe og sønnerne, kronprins Frederik og prins Joachim. Han blev 83 år.

- Dronningen og jeg har i dag med stor sorg modtaget beskeden om, at prins Henrik er gået bort. Jeg vil udtrykke vores dybeste medfølelse med dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Joachim og deres familier, siger kongen i en udtalelse, der er offentliggjort på kongehusets Instagram-konto.

Han betoner især hoffets nære forbindelse til det danske kongehus.

- Der er en nær forbindelse mellem de nordiske kongehuse, ikke mindst gennem de nære slægtsbånd, som forbinder os. Vi mindes prins Henrik med stor varme.

Kong Carl Gustav er fætter til dronning Margrethe.

Prins Henriks død påvirker ikke kongens og dronningens planer om at rejse til vinter-OL i Sydkorea, oplyser det svenske hofs informationschef, Margareta Thorgren.

Også det norske kongehus har modtaget meddelelsen om prins Henriks død med stor sorg.

- Vores tanker går til dronning Margrethe og den nærmeste familie ved prins Henriks bortgang. Vores kondolencer går også til det danske folk, hedder det i en pressemeddelelse fra kongehuset.

Kong Harald har besluttet, at der i forbindelse med dødsfaldet skal flages på halv stang fra slotsbalkonen i Oslo onsdag og på den dag, hvor prins Henrik begraves.

/ritzau/TT

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...