Den talende bold

Spil Cosmic Catch # # # # ¤ ¤ - Jeg bliver helt vildt stresset, lød det fra den otte-årige, da hun sveddryppende sank ned på sofaen efter en heftig omgang boldspil i stuen, hvor alt, hvad der hedder vaser og andet letforgængeligt indbo, var fjernet fra syns- og rækkevidde. Det går nemlig meget stærkt, når spillet kører, og den talende bold udstikker sine ordrer: Udstyret med en farvet elastik om hånden gælder det om lynhurtigt at kaste den bløde bold til spilleren med den farve, bolden udtaler (på engelsk), og griber man ikke, eller sender man bolden til en forkert spiller, lyder der en eksplosion, og spillet slutter. Der er flere varianter. Man kan vælge den såkaldte Kodeknækker, hvor det gælder om at gætte den hemmelige farvekodesekvens, eller man kan lave sin egen farverækkefølge og sætte sin lid til, at man kan huske den både forfra og bagfra. Her kommer de voksne spillere ganske ofte til kort, skulle jeg hilse og sige. Endelig er der den hæsblæsende variant, hvor bolden skal sendes videre, før tiden løber ud, og hvor spillerne én for én bliver elimineret. Det er et ganske simpelt, meget underholdende spil, underholdningsgiganten MB Games har begået, men da det ikke tåler vand, er det primært til indendørs brug - i hvert fald på denne årstid. Et godt råd: Fjern al postelin fra spilområdet ... Hanne Overbye hanne.overbye@nordjyske.dk Cosmic Catch 2-6 spillere fra 7 år Vejl. pris: 279 kr.