Den tavse mand kom til Hjørring

Mystisk mand vandrede rundt på Hirtshalsmotorvejen

HJØRRING:Den mystiske mand, der sidste efterår sad fængslet i Frederikshavn uden nogen sinde at mæle et ord, er nu endt hos Hjørring Politi. - Vi har talt med kollegerne i Frederikshavn, så vi ved at det er samme mand, forklarer vagthavende ved Hjørring Politi. Men derud over ved myndighederne intet om manden, der er ca. 30 år, 180 cm høj, almindelig af bygning og med mørkt hår og brune øjne. Han er formentlig udlænding. - Men det er et rent gæt. Det er umuligt at fastslå hans nationalitet, for han siger in-gen-ting, understreger vagthavende. Den tavse mand blev anholdt på Hirtshalsmotorvejen i går formiddags, hvor han vandrede afsted og så temmeligt ussel ud. - Vi prøver nu at få ham over på Sandholmlejren på Sjælland, hvor han bor. Han bliver ikke sigtet for noget - det er der ingen mening i, siger vagthavende. Manden kunne have fået en bøde for at færdes til fods på motorvejen, men Hjørring Politi lader ham altså slippe. Manden sad i oktober og november fængslet i Frederikshavn, hvor han var ligeså fåmælt. Dengang blev han anholdt, fordi han rejste med toget uden billet og nægtede at svare på togpersonalets spørgsmål. Fra Frederikshavn kom manden til Sandholmlejren, men han vil åbenbart hellere opholde sig i det nordjyske.