Nordjysk bokselegende er død

Bokselegenden Jørgen "Gamle" Hansen er død efter mange års sygdom

Claus Jensen
Jørgen ”Gamle” Hansen er død. Arkivfoto: Jeppe Carlsen / Ritzau Scanpix
Boksning 16. marts 2018 09:14 - Opdateret 16. marts 2018 11:09

AALBORG: Den tidligere bokser Jørgen "Gamle" Hansen er død. Han blev 74 år.

Bokselegenden døde torsdag aften i Aalborg efter mange års sygdom.

Jørgen Hansen blev født i Aarhus i 1943, men den uddannede blikkenslager kom til Nørresundby, da han var soldat ved Hvorup Kaserne. Siden blev han hængende og mødte også hustruen Hanne i Aalborg. De blev gift i 1966 og boede i mange år på J.P. Jacobsens Vej i Skalborg.

Jørgen Hansen var også en god fodboldspiller og nåede at optræde på AIA’s divisionshold i Aarhus, men som amatørbokser stillede han først og fremmest op for Lindholm BK. Seks år i træk blev han jysk mester (1964-1969), fire år i træk ligeledes dansk mester (1966-1969) - foruden nordisk mester i 1967.

Han sluttede sin amatørkarriere ved OL i Mexico i 1968, hvor han dog tabte sin første kamp.

Året efter blev Jørgen Hansen professionel under Mogens Palle, og den karriere varede helt frem til december 1982, hvor han vandt sin 78. sejr med bar overkrop. Det gik ud over Perico Fernandez i Randers Hallen, hvor han boksede sine største kampe. Kun 14 gange gik han fra den professionelle ring som taber.

Jørgen Hansen var 39 år, da han lagde boksehandskerne på hylden og trådte ud af ringen, hvilket i karrierens senere år gav ham tilnavnet "Gamle".

Han blev første gang europamester i 1977 med en knockout-sejr i Randers over Marco Scanco i 1977. Han tabte dog titlen året efter på udebane i Tyskland.

Allerede i 1978 var Lindholm-bokseren tilbage på tronen med en sejr over Alain Marion - igen i Randers. Også denne gang tabte han dog titlen i sit første forsvar, der foregik i Wien. Det skete på kontroversiel hvis, da han blev diskvalificeret for at slå Joseph Pachler efter gong-gongen. Ifølge Jørgen Hansen selv var der blot tale om et venskabeligt dask, som østrigeren brugte til at kaste sig teatralsk.

Han boksede sig tilbage i historiebøgerne, da han som undertippet i en alder af 36 år overraskede alle og besejrede den regerende europamester, Dave Boy Green, i Randers Hallen i 1979. Herefter forsvarede Jørgen Hansen sin titel hele seks gange frem til 1981, hvor han frivilligt afgav den.

Fra slutningen af 80’erne og 16 år frem opholdt han sig en stor del af tiden i København, hvor han arbejdede som tjener på Hviids Vinstue. I 2005 vendte han dog permanent tilbage til Aalborg.

I 2017 blev der lavet en film - "Den Bedste Mand" om bokserens liv.

Jørgen Hansen boede i de sidste mange år i en ældrebolig i Hasseris med sin hustru. Udover Hanne efterlader han sig parrets to fælles børn, Helle og Søren, samt fire børnebørn og adskillige oldebørn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...