Musik

Den tilrejsende sangerinde

Efter at have født sit tredje barn fandt Caroline Henderson tilbage til jazzen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Miles Davis ¿Kind Of Blue¿ bragte mig tilbage til jazz - det var den, jeg satte på, når det skulle være trygt og rart for mit tredje barn.

Jazzsangerinden Caroline Henderson udgiver i dag sit ottende soloalbum - passende døbt ¿No 8¿. En jazzplade, som er blevet til i løbet af et halvt års tid, og hvor den svenskfødte sangerinde tolker både amerikanske standards, men også numre du ikke normalt forbinder med jazz. - Jeg er vokset op med, at jazz er folkemusik. Musik, der lever i kraft af, at den hele tiden bliver spillet, genfortolket og nyfortolket. Og for mig er det også noget med en bestemt instrumentering - flygel, kontrabas og en bestemt måde at spille trommer på - og her opstår der et frirum mellem musikere og sangerinde. Og så kan du stort set proppe, hvilken som helst sang ind i den ramme. Bob Dylan eller Marlene Dietrich, og der kommer noget nyt og improviseret ud af det, fortæller Caroline Henderson 46 år gammel, født og opvokset i Stockholm, er hun kærlighedsresultatet af en stormfuld forelskelse mellem en svensk skønhedsdronning og en amerikansk jazzmusiker. København 1983 21 år gammel fløj Caroline Henderson i 1983 til København. Egentlig blot for at mellemlande hos en halvbroder, før hun skulle videre til USA for at besøge sin amerikanske far. Men der dukkede aldrig en flybillet op fra farmand, der var gået konkurs med sit firma, så hun blev i Danmark og begyndte at synge med forskellige jazzfusions- og funkgrupper, inden hun i 1988 sammen med Maria Bramsen blev syngende frontfigur i sen 80¿ernes succesrige popband Ray Dee Ohh. - Egentlig er tiden i Ray Dee Ohh det eneste, som virkelig adskiller sig fra mine senere soloplader. Bortset fra Kasper Vindings hippe indblanding var mit første album i eget navn ¿Cinemataztic¿ meget jazzinspireret. Jeg arbejdede tæt med trommeslager Thomas Blachman i et halvt år, hvor også inspiration fra elektronisk musik og islandske Björk prægede lydbilledet, forklarer sangerinden. Turbulente år Pladen blev en succes, hvor Henderson og producerholdet efterfølgende blev overvældet af grammyhyldest. Senere fulgte det elektroniske popalbum ¿Metamorhing¿(1998), efterfulgt af discoudgivelsen ¿Dolores J¿ (2000), inden samarbejdet med musikeren Martin Hall resulterede i ¿Naos¿ (2002). Succes og anmeldermodtagelsen foretog en stadigt nedadgående kurve sammen med udgivelserne. - Det var nogle turbulente år. Efter succesen med ¿Cinemataztic¿ i 1997 rejste jeg i USA og Irland, indspillede nye sange med nye musikere og skulle i det hele taget leve op til en salgssucces. Det handlede om hits, hits og hits og penge, og pludselig var jeg involveret i tre pladeselskaber, der alle sammen havde pengeinteresser, ambitioner og visioner på mine vegne. Og jeg opdagede, at jeg egentlig var kommet langt væk fra musikken. Faktisk var ¿Naos¿ synes Henderson et meget lidt mainstreampræget album fyldt med dystre, tunge og stærkt konfronterende tekster, men til hendes egen overraskelse var der slet ingen - heller ikke musikjournalister - der havde fokus på dette aspekt. - Samtidig var jeg gravid med mit tredje barn og holdt pause fra branchen. Hvad er det her for noget? Hvordan kan det være, at jeg har fjernet mig så meget fra det, jeg elsker rent musikalsk, gik jeg og tænkte. Svaret og løsningen blev den afdøde jazztrompetist Miles Davis. Det var nemlig hans album ¿Kind Of Blue¿, der kom på, da der skulle spilles beroligende godnatmusik for den lille nye. Eller jazzpianisten Keith Jarretts ¿Lullabye¿. Det blev begyndelsen til en ny start for Henderson - nemlig hendes første jazzskive ¿Don¿t Explain¿ (2003). - Jeg kom tilbage til, hvor jeg kom fra, og rent faktisk indførte jeg mine egne dogmeregler på ¿Don¿t Explain¿. Det skulle være first takes, der måtte ikke pilles ved lyden eller lave overdubs, og det var rigtig sjov, og i løbet af en uge indspillede vi en plade, der pludselig åbnede de døre - også internationalt, som jeg forgæves havde forsøgt at få åbnet før. Afgørende samspil Senere er ¿Don¿t Explain¿ blevet fulgt op af ¿Made In Europe¿ (2004) og ¿Love or Nothin¿¿ (2007), og Henderson og hendes faste trio pianisten Nicolaj Hess, bassisten Anders Christensen og trommeslager Mikkel Hess har turneret både i Asien og Europa. - I jazz er samspillet afgørende og uforligneligt. Du er hele tiden på. Du skal være oppe på mærkerne, og der er også det her meget maskuline konkurrenceelement. Powerplay-agtigt. - Hvem spiller den bedste solo, hvem kan bringe musikken lidt længere ud. Og efter en kort pause. - Jeg nyder at komme rundt og spille, og det er ligegyldigt, om det er i Japan, Skørping, Warszawa eller Paris. Vi oplever tit, når vi er ude at spille, at folk henvender sig bagefter og fortæller, at de slet ikke vidste, at de kunne lide jazz. - Du er altid ude på lidt dybt vand, når du spiller jazz. Det er både skræmmende og spændende. Men det er også mig og et meget bevidst valg. Jeg kan jo lide det! [ Carolin Hendersons nye plade anmeldes side 10

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste