Den totale ydmygelse

AaB skraber bunden af Superligaen

AALBORG:- Vi leverede ikke varen, så tilskuerne var i deres fulde ret til at lade deres utilfredshed komme til udtryk, men vi må bare videre, sukkede AaB's nye frontløber David Nielsen efter ydmygelsen og nederlaget på 0-2 til Herfølge i Superligaen i fodbold. Alle i AaB-lejren var tydeligvis klar over, at det var en jammerlig indsats de 5.398 tilskuere - og et endnu ukendt antal tv-seere på TV3+ - blev vidner til. Efter slutfløjtet fra dommer Knud Stadgaard gjaldede det fra den hårde kerne af AaB-tilhængere: "AaB, I har skuffet os, AaB I har skuffet os..." Det var AaB-troppernes 11. nederlag i de seneste 16 hjemmekampe, så det kan givetvis også tænkes, at de utilfredse tilskuere efterhånden har bygget en pæn portion harme og frustration op. AaB - godt nok uden sine to vante backs Allan K. Jepsen og Allan Olesen samt krumtapperne på den centrale midtbane, Rasmus Würtz og Stefan Schmidt, tabte til et yderst ordinært Herfølge-mandskab, og AaB risikerer i dag at dumpe helt ned på sidstepladsen i Superligaen, hvis resultaterne af dagens kampe går nordjyderne imod. - Vi faldt helt sammen, da Herfølge havde bragt sig foran efter 10 minutters spil. Vi indledte såmænd fornuftigt nok, men herefter var det slet ikke godt nok, og vi spillede nærmest uden selvtillid og tro på, at vi kunne vende kampen igen, fortsatte David Nielsen, der slet ikke fik den drømmedebut, mange havde håbet på efter hans skifte fra Norwich City i den engelske 1. division i fodbold. - Det bekommer os vist helt fint, at der nu er 14 dages kamppause i Superligaen, så vi kan få fundet hinanden på træningsbanen. Det evnede vi slet ikke mod Herfølge, og det skal ikke være en undskyldning, at vi var mange nye og tilbagevendte spillere på holdet. - Vi havde ikke kunnet vinde uanset, hvem modstanderen ville have været, sagde David Nielsen. Evnerne svigtede Savnet af de fire vante stamspillere kombineret med en lynindkøring af to nye spillere, David Nielsen og slovakiske Milan Timko i forsvaret, samt satsede comebacks til Peter Tranberg og Christian Christiansen på henholdsvis midtbane og højre back gjorde AaB yderst sårbar, og satsningen faldt uheldigt ud. - Jeg kan ikke være utilfreds med spillernes vilje. Det var mere evnerne end viljen, der var en mangelvare mod Herfølge, sagde en fattet og skuffet AaB-cheftræner, Poul Erik Andreasen. - Vi fungerede ikke som et hold, og kampen viste i hvert fald, at det ikke er spilsystemet, der dikterer antallet af målchancer. Nu har vi produceret mange målchancer med en spydspids, med undtagelse af sæsonpremieren mod FC København, og i dag - i en 4-4-2-opstilling - kommer vi næsten ikke frem til nogen. - Herfølge kom for let til deres scoringer, og det var i den sammenhæng tydeligt, at vi stillede med tre ændringer i forsvarskæden. Jeg havde sagt, at det ville være uforudsigeligt, hvordan vi ville spille med så mange ændringer, og godt var det ikke, sagde Poul Erik Andreasen. Herfølge var agterlanterne før mødet med AaB, der nu er et point efter Herfølge-hærfuglene, og i dag kan både AB og AGF overhale AaB, men det kræver sejre over henholdsvis Frem og FC København. Med den forgange uges indkøb af David Nielsen, Christian Lundberg og Milan Timko var forhåbningerne skuet op til gårsdagens kamp, men udfaldet og slutresultatet blev en mavelanding af kaliber.