Planteavl

Den tredje alder vies til den tredje verden

Landmand Aage Sørensen vil gerne hjælpe afrikanere til at få mere ud af deres jord

SKELUND:Aage Sørensen er en mand med hjertet på rette sted. Det har han lægernes ord for, efter at han for 10 år siden fik indopereret et nyt hjerte. Men hjertet råder også, når han drømmer om at sætte kursen mod andre og mindre velstillede dele af verden for at give en hånd med. Efter 40 år som landmand er han ved ved at lægge an til den tredje alder, og den håber han at vie til udviklingsarbejde i den tredje verden. Hans beslutning er blevet vel modtaget af hustruen Berit og af hans voksne børn, men med nogen undren i omgangskredsen. - Folk har spurgt mig: Aage, hvad er der i vejen med dig. Skal du ikke til at slappe af? Men jeg mener, at jeg gennem et langt liv har nydt goderne i et velfungerende samfund og passende kunne betale lidt tilbage ved at hjælpe nogle steder, hvor livet brænder på. Det er min måde at sige tak til verden, siger Aage Sørensen. Taknemmeligheden hænger sammen med hjertetransplantationen. - Når man har været så tæt på at dø, som jeg var, er det den største gave, man overhovedet kan få, slår Aage Sørensen fast. De færreste siger nej Han har siden operationen optrådt i snart sagt alle tænkelige sammenhænge som foredragsholder for at sætte fokus på organdonation. Aage Sørensen mener, at alle skylder sig selv og hinanden at tage stilling. Og helst for donation. - Man må jo gøre op med sig selv, hvordan man stiller sig i den situation, hvor man selv er afhængig af at modtage et andet menneskes organ, og det er nok de færreste, der uden videre siger nej, mener Aage Sørensen. Så vidt spørgsmålet om liv og død i det nære. Nu handler det om liv og død i det fjerne - i hvert fald om trivselen i nogle af de allerfattigste lande i verden. Aage Sørensen har ansøgt foreningen Seniorer uden Grænser om at komme til Burkina Faso i Vestafrika. Om en god uges tid ved han mere om, hvorvidt foreningen synes, det er en god ide. Foreløbig har formanden Stig Elliot Nyegaard sagt god for tanken, og det samme har lægerne på Skejby Sygehus, hvor Aage Sørensen stadig går til kontrol og skal gøre det resten af sit liv. - Jeg ville heller ikke gøre det, hvis ikke jeg troede, det kunne fungere. Hvis jeg skal af sted, så skal det være for at gøre en forskel dernede, siger han med eftertryk. Gaven skal bruges Han er godt klar over, at det kan lyde, som om han ringeagter de gøremål, andre pensionister kaster sig over, men han understreger, at han absolut ikke betragter sig som mere eller bedre. - Det er bare ikke mig at spille golf eller petanque eller gå i haven eller sidde og drikke kaffe og spise boller. Kaffen og bollerne bliver jo spist og drukket, og jeg tror, at jeg ret hurtigt ville dø, hvis ikke jeg havde noget at gå op i. Og jeg har da tænkt mig at blive 100 år, smiler Aage Sørensen, der godt ved, at en hjertetransplantation ikke er nogen garanti for evigt liv. - Når man har fået et nyt hjerte, så lever man i gennemsnit 10 år bagefter, men det kan jeg slet ikke tage mig af. Jeg har fået den største gave, man kan få, og den skal bruges, siger han. Ikke for at dase Om det så skal være i Burkina Faso, er han lidt i tvivl om. Han har prøvet at undersøge, hvilke betingelser der er for jordbrug, og de første undersøgelser tyder ikke så lovende. - Jeg ved ikke engang, hvilken jordtype det er dernede. Jeg har undersøgt klimaet, og hvis det er sand, hvad jeg godt kan frygte, så er det næsten håbløst at dyrke noget. Men hvis der er lerjord, som kan holde på fugten i de tørre perioder, så kan det lade sig gøre, mener Aage Sørensen. Han har blandt andet snakket med en repræsentant for Røde Kors, som er i gang med forskellige hjælpeprojekter i området, og som Seniorer uden Grænser samarbejder med. - Men jeg har foreslået, at jeg kan tage derned i otte dage. For hvis det alligevel ikke nytter noget, ser der jo ingen grund til at tage derned i tre måneder, som planen ellers er. Jeg tager jo ikke derned for at dase i en hængekøje, siger Aage Sørensen. Erklæret gammel Det var lidt af et tilfælde, der bragte ham på sporet af den ret nye forening. - Når man som jeg er 65, er man jo erklæret gammel, og så får man automatisk bladet "Helse", og det var dér, jeg læste om foreningen. Så sagde jeg til Berit: Ved du hvad? Dét der synes jeg ærlig talt, dét er noget, siger Aage Sørensen, som synes, foreningen i alle henseender bygger på fornuft. - De mennesker skal jo ikke bare have mad. De skal lære selv at skaffe den. Hjælp til selvhjælp. Det er lidt ligesom Læger uden Grænser. Vi arbejder bare med noget andet, siger Aage Sørensen. Han lader sig ikke kyse af, at foreningen er mindre end et år gammel og blot tæller 106 medlemmer. Princippet og den beslutsomhed, han har mødt, har bortvejret enhver tvivl. - Som jeg ser det, er det bedre med 100 engagerede medlemmer end 500, der ikke ved, hvad de vil, siger han. Starter med æsler Aage Sørensen har i første omgang vurderet, at han kan være til nytte i Burkina Faso. - En stor del af befolkningen er nomader, som ikke ved, hvordan de skal dyrke jorden, og så vidt jeg har forstået, lader de deres husdyr græsse overalt, så de få afgrøder, man har, bliver spist. Jeg håber at kunne lære dem, hvordan de kan få mere ud af jorden. Hvis det altså kan lade sig gøre, siger Aage Sørensen. Hvis ikke, så er han indstillet på at tage andre steder hen, hvor en erfaren landmand kan gøre nytte. Erfaringen er hentet på de beskedne 16 hektar, som hører til gården på Teglbakkevej, og det betragter han som en fordel. - Det er jo et lille landbrug, og jeg har aldrig siddet på de store, moderne traktorer, men på den måde er det nok nemmere for mig, når vi måske skal ned at arbejde med æsler, siger han. Ellers er det ikke så afgørende, om det lige bliver Burkina Faso. I Kenya og på nærmere destinationer som for eksempel Albanien er Seniorer uden Grænser også i gang, og også der drives landbrug på primitiv måde. Det afgørende er for Aage Sørensen er, at han kan gøre nytte.