EMNER

Den tredje vej for Det Radikale Venstre

De Radikale skal tænke politik på en ny måde for at finde deres plads i dansk politik

Morten Østergaard ser frem til at udnytte det tilsyneladende gode valg for De Radikale til at forhandle bredt. Foto: Scanpix

Morten Østergaard ser frem til at udnytte det tilsyneladende gode valg for De Radikale til at forhandle bredt. Foto: Scanpix

Af Susanne Kristine Jensen Susanne.K.Jensen@Nordjyske.dk KØBENHAVN: Der bliver både bandet og svovlet hos Radikale Venstre i denne tid over de ultimative krav, S og SF har stillet til et regeringsgrundlag. Beskeden fra De Radikale har indtil nu været, at S og SF må tænke om, men ifølge politisk kommentator for Weekendavisen, Arne Hardis, er det De Radikale, der skal til at tænke på en ny måde. - Det Radikale Venstre bliver nødt til at se på, hvor de reelt har en chance for at få indflydelse og så slå sig op på det. På den måde kan vælgerne se, hvad de får, hvis de stemmer på Det Radikale Venstre, siger Arne Hardis. Fordums glans Den eneste vej tilbage til fordums glans og lykke for Det Radikale Venstre er, ifølge Arne Hardis, at erobre ministerposter, og de skal erobres sammen med S og SF. Hvis det skal lykkes, kræver det nytænkning, og der er flere pinde at slå på, nu hvor skatte- og udlændingeområdet er taget, mener Arne Hardis og peger på både uddannelse-, kultur-, velfærdsområderne og så Europa. - Det Radikale Venstre kunne være det eneste danske, europæiske parti, der slår et slag for fuldt medlemskab af EU, foreslår den politiske kommentator. Men ikke alle ser det som en dårlig situation, De Radikale er havnet i, Ove K. Pedersen, professor på Copenhagen Business School, Center for Business and Politics, mener endda, at De Radikale vil vinde på situationen i det lange løb. Betonpolitik for små partier - Med S og SF's udspil har vi fået skabt to betonblokke i dansk politik: SSF og VK. Og begge blokke får brug for støttepartier for at få flertal. Og her vil Det Radikale Venstre i fremtiden få en nøgleposition, hvor de vil få mulighed for at få stor indflydelse, siger Ove K. Pedersen. Også Johannes Andersen, lektor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning på Aalborg Universitet, ser en stor fremtid for Det Radikale Venstre som støtteparti for en SSF-regering. - Det Radikale Venstre vil få langt større indflydelse, hvis de går væk fra ministerdrømmene og vælger at blive støtteparti for en SSF-regering. De vil kunne stille langt større krav, ligesom vi ser Dansk Folkeparti gøre det i dag, siger lektoren. Men her er Arne Hardis ikke længere med, for ifølge ham vil der opstå så stor konkurrence med netop Dansk Folkeparti om rollen som støtteparti, at Det Radikale Venstre igen vil risikere at stå uden for indflydelse i dansk politik. - Hvis jeg var radikal strateg, ville jeg koncentrere mig om at finde personer, der kan udvikles til ministerpotentiale, som vælgerne vil se som en styrke i en kommende regering. Så Det Radikale Venstre igen kan få nogle sejre, siger den politiske kommentator.