Den uforløste Joker

Rikke Nielsen skal finde sin plads på holdet

Håndbold 12. december 2004 05:00

BÈKÈSCSABA: Aalborg DH"s fodrappe playmaker Rikke Nielsen har ikke fået den start på EM, som hun kunne ønske. I åbningskampen mod Tyskland fik hun 30 sekunder på banen, tog en ærgerlig udvisning og blev bænket resten af matchen. Mod Sverige fik hun nogle minutter i aktion - med et par fejlafleveringer og brændte skud som følge. - Efter kampen mod Sverige var jeg lidt skuffet over, hvordan det var gået, men jeg skal vænne mig til rollen som joker på holdet, siger Rikke Nielsen forklarende. Hvor hun til hverdag får masser af spilletid og har en samlende rolle på Aalborg DH"s hold, skal hun på landsholdet spille rollen som den, der kommer ind og varierer spillet, når Rikke Hørlykke skal hviles, eller tempoet skal veksles. - Det tager lidt tid at vænne sig til, at man skal sidde på bænken og være klar når som helst, men jeg er klar igen, når Jan Pytlick kalder, lover Rikke Nielsen. En anden verden Rikke Nielsen fik sin slutrunde-debut under sidste års katastrofale verdensmesterskab i Kroatien - og trods den manglende personlige succes, så er EM i år en ganske anden oplevelse. - Der er vildt god stemning på holdet, hvor alle hjælper alle og snakker godt med hinanden, fortæller Rikke Nielsen. - Det handler nok især om selvtillid, for vi har fundet ud af, at vi godt kan klare os i turneringen med vores kollektive spil, selv om vi ikke har de store individualister, der kan afgøre kampene alene, siger nordjyden. Nordjyden gætter på, at hun mod Rumænien igen får rollen som joker - og hun drømmer om at kunne komme ind og sætte de tunge rumænere af. - Det ville da være rart at komme ind og bruge et par hurtige fodfinter på dem, men det er sikkert i nogle bestemte faser af kampen, at det kan lade sig gøre. Det er nogle store piger der spiller for Rumænien, så hvis de dækker defensivt 6-0, er det nok ikke lige min type holdet skal bruge, siger Rikke Nielsen nøgternt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...