Aalborg

Den ukendte havnepris

Kære Jens Dige ak for dit brev til mig (8. oktober) her på Debatten. Din kløgtige vurdering af min person og evner kalder altid på min beundring.

Men så beder du mig om at fortælle dig, hvem det er, der vil betale 500-600 mio. kr. for den meget omtalte havnegrund i Aalborg. Om end jeg deler din naturlige nysgerrighed og interesse for et svar, så kender jeg det ikke. Jeg tror faktisk heller ikke, at jeg har givet udtryk for, at 500-600 mio.kr. er prisen. Du er naturligvis velkommen til at retlede mig, hvis jeg har været så letsindig, at kloge mig på, hvad sådan et grundstykke skal koste. Derimod har jeg den opfattelse, som mange andre har givet udtryk for – nemlig forundring over, at en mange-millione-kroner-handel med reelt kommunalejet areal, ikke er blevet gennemført i en åben tilbudsprocedure. Hvis du ikke deler min forundring, er du naturligvis velkommen til at forklare mig – og læserne – hvorfor du mener, at det er en handel, der ikke rager offentligheden. Jeg ser naturligvis med interesse frem til dit svar.