Læger

Den utrættelige frontkæmper

I flere end 30 år har lægen Inge Genefke bekæmpet tortur. Hendes arbejde har vakt opsigt i hele verden, og flere gange har hun været nomineret til Nobels Fredspris. I en ny prisbelønnet film spiller den britiske skuespille

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den spans­ke in­struk­tør Isabel Coix’ “The Secret Life Of Words” be­skri­ver, hvad tor­tur gør ved et men­ne­ske. Film­stjer­nen Ju­lie Chri­stie spil­ler Inge Ge­nef­ke. Foto Cinetext/Pol­fo­to

Hun bryder sig ikke om at tale om sig selv. Hver gang vi nærmer os det personlige, parerer hun og glider umærkeligt ind på at tale om det, hun har valgt at vie sit liv til: Ondskab - tortur. Stemmen galopperer - engagementet er ikke til at tage fejl af. Hun gør indtryk - den 68-årige Inge Genefke - og det gælder i alle de hverv, hun bestrider. Når hun står ansigt til ansigt med torturofre rundt om i verden, når hun er den prominente taler på internationale konferencer, når hun trækkes frem som vidne i tortursager, eller når hun er lobbyisten, der presser alverdens politikere til at sætte hårdere ind over for tortur. Men for en stund har hun fået en pause fra sig selv. Den britiske skuespiller Julie Christie har taget over. Det sker i en film af den spanske instruktør Isabel Coix, “The Secret Life Of Words”, der netop har været vist ved Copenhagen International Filmfestival. Filmen beskriver, hvad tortur gør ved et menneske, og verdensstjernen Julie Christie spiller Inge Genefke. Den danske frontkæmper og ildsjæl gjorde så stort et indtryk på den spanske filminstruktør, da hun for nogle år siden lavede en dokumentarfilm om tortur, at hun ikke kunne slippe emnet, men også måtte lave en spillefilm. Filmen vises lige nu i en lang række lande, og til december runder den de danske biografer. - Jeg er så glad for filmen, for den kan fortælle om tortur i et andet sprog, end vi andre kan. Den taler kunstens sprog, og det har stor effekt, siger Inge Genefke, der har modtaget et utal af hæderspriser, og et par gange har hun sågar været nomineret til Nobels Fredspris. Inge Genefke er uddannet læge med speciale i neurologi. Da Amnesty International i 1973 opfordrede læger til at være med til at afdække brugen af tortur, slog hun til, og der gik ikke lang tid, før hun var dybt involveret i arbejdet og dannede den første lægegruppe, der skulle arbejde sammen om at kortlægge, hvad tortur gør ved mennesker. Arbejdet tog dog først for alvor fart, da hun nogle år senere stiftede Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) og Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), der i dag har centre i 120 lande. Begge organisationer nyder stor respekt og anerkendelse i hele verden. Inge Genefke har trukket sig som leder. I dag fungerer hun som ambassadør. Ramt på sjælen Men det var altså her i Danmark, arbejdet med torturofre og indsamling af viden tog form med Genefke som den store inspirator og drivkraft. Læger, psykologer, sygeplejersker og fysioterapeuter arbejdede med at behandle torturofre, der var kommet hertil fra Chile, Argentina og Uruguay. Det blev et pionerarbejde på mange felter, fortæller Inge Genefke: - Vi var den første lægegruppe i verden, som lavede systematiske undersøgelser af torturofre. Vi var ikke overraskede over, at der var blevet skåret i ofrene, at de havde fået lemmerne brækket, at neglene var revet af, tænderne boret ud - og at de ikke hørte så godt. Vi var jo vidende om, at bødlerne udsætter deres ofre for ekstrem fysisk vold. Men vi erfarede også, at de var hårdt ramt på sjælen. Mange led af dybe depressioner, angst, hukommelsestab, kronisk hovedpine, søvnproblemer - af skam og skyld. Det kom bag på os. De mest ensomme Ganske vist er det stadig despoterne og bødlerne, der har fat i den lange ende, men der er sket store fremskridt, når det gælder bekæmpelse af tortur, fastslår Inge Genefke: - Vores arbejde har ikke været forgæves. Et af vores mål har været, at vi skulle blive i stand til at bevise, om et menneske har været udsat for tortur. Det kan vi i dag. Bevisførelsen er vigtig, når vi skal have bødlerne dømt, og selvom der ikke er fysiske mærker efter tortur, vil jeg sammen med en psykiater med 95 procents sikkerhed kunne sige, om der er tale om et torturoffer. Tortur er det værste traume, der findes. Det efterlader dybe spor i hjernen. I filmen “The Secret Life Of Words” spiller den canadiske skuespiller Sarah Polley en ung kvinde, som har været udsat for tortur under konflikten i eks-Jugoslavien. Hun lever i sjælelig isolation, og det er meget karakteristisk for torturofre, fortæller Inge Genefke: - Torturofre er de mest ensomme mennesker i verden. De skammer sig over at være i live, og de har mistet tilliden til sig selv, fordi de ikke har været i stand til at modstå presset under forhørene. De har måske angivet deres venner og familie. Vores opgave er blandt andet at fjerne den skyld fra deres skuldre - at fortælle dem, at det ikke er dem, der er noget galt med - men bødlerne. Tortur mod demokrati Mange tror, at tortur bruges til at lokke oplysninger ud af de fængslede - og det er også, hvad regimer gerne vil have os til at tro, men det passer ikke, siger Inge Genefke: - Man torterer med henblik på at destruere mennesker, for at gøre dem ukampdygtige. De oplysninger, ofre kommer med under tortur, kan man jo ikke stole på. Presset er alt for stort, og til sidst indrømmer man hvad som helst. Tortur er det mest effektive middel mod demokrati, for det holder de gode nede. Hvem tør kæmpe for demokrati efter måneders tortur, og når ens børn eller andre familiemedlemmer er truet på livet, spørger Inge Genefke og tilføjer: - Vi har set, hvordan samfund er i stand til at knuse alle de gode og ressourcestærke borgere, og når der endelig kommer et gran af demokrati, er der ikke nogen til at tage over. Derfor er det så vigtigt, at vi får behandlet ofrene fysisk og psykisk, så de bliver gjort arbejdsdygtige igen. Bødlerne skal straffes Halvdelen af Jordens befolkning lever i dag i lande, hvor regeringen anvender tortur med henblik på at beholde magten. Alligevel føler Inge Genefke, at kampen mod tortur er en succeshistorie. I dag bliver 100.000 torturofre - alene via Inge Genefkes arbejdsplads - hvert år hjulpet tilbage til en nogenlunde normal tilværelse. Og den danske afdeling har siden etableringen behandlet cirka 2000 herboende torturofre. Men der skal kæmpes på mange fronter, pointerer hun: - Det gælder om at få straffet hovedbødlerne - de regeringsledere og hærchefer, som giver ordrerne. Her er der lang vej igen. Men vi har gode redskaber. Vi har FN-konventionen mod tortur, som gælder både i krig og i fred. Den er ratificeret af 141 lande. Så har vi Istanbul-protokollen, som er en rådgivning til læger og sagførere om, hvordan de skal undersøge og bruge beviserne i retssager. Men jeg tror først for alvor, at der kommer til at ske noget, når vi får nogle modige regeringer, der tør arrestere hovedbødlerne. Det sker på et tidspunkt. Det er jeg slet ikke i tvivl om.