Ildebrand

Den værste skovbrand i Californiens historie er under kontrol

249 savnes fortsat efter den enorme naturbrand. Men myndighederne frygter nu regnen, der er på vej.

Den enorme skovbrand ved byen Paradise i Californien er under kontrol. Men eftersøgningsarbejdet fortsætter. Foreløbig er 85 fundet døde, men 249 personer savnes fortsat.

Den enorme skovbrand ved byen Paradise i Californien er under kontrol. Men eftersøgningsarbejdet fortsætter. Foreløbig er 85 fundet døde, men 249 personer savnes fortsat.

SACRAMENTO:Den værste naturbrand i Californiens historie, som har raseret bjergbyen Paradise og kostet mindst 85 mennesker livet, er søndag 100 procent under kontrol.

Det oplyser den amerikanske delstats brand- og redningstjenester.

Antallet af savnede efter den enorme skovbrand er søndag opgjort til 249 mennesker af myndighederne.

Det er en nedskrivning fra den tidligere opgørelse, som sagde 475 savnede.

Paradise ligger knap 300 kilometer nordøst for San Francisco.

Den voldsomme brand brød ud 8. november. Den har ødelagt 14.000 hjem og nedbrændt 62.000 hektar land (620 kvadratkilometer). Det er et område på størrelse med millionbyen San Francisco.

Rednings- og brandtjenesten vil have endnu et par dage med tørt vejr til at gennemsøge de nedbrændte områder. Men fra sent tirsdag lokal tid og frem til næste søndag ventes der kraftig regn i bjergkæden Sierra Nevada, som Paradise ligger i nærheden af.

Det kan sinke eftersøgningsarbejdet, og der er bekymring for, at den megen regn vil udløse pludselige oversvømmelser og mudderskred.

- Frygten er, at regnen vil falde i kraftige skyl, siger Brian Hurley, der er meteorolog på et vejrcenter i College Park i Maryland.

- Al vegetationen er blevet brændt af, og det er en farlig opskrift på mudderskred, advarer han.

Den lokale sherif i Butte County, Kory Honea, har tidligere sagt, at det ikke vil være muligt at finde de jordiske rester for nogle af ofrene for den store naturbrand.

Byen Paradise med 27.000 indbyggere var, inden flammerne ødelagde byen, et populært sted at slå sig ned for pensionister. En fjerdedel af byens befolkning var folk over 65 år.

De fleste af de døde, der er fundet, var netop pensionister.

/ritzau/Reuters