Den vellidte fra venstrefløjen

Modstanderen kan være en rigtig god kollega

EMNER 9. februar 2003 07:00

Søren Søndergaard er en hård nyser fra Enhedslisten, og han prøver konstant at sidde i regeringens haser, blandt andet med et utal af spørgsmål i folketingssalen. Den tidligere svejser og skibsbygger fra B&W's skibsværft, der gik konkurs i 1996, arbejder som en hest og er med til at understøtte Enhedslistens ry for stor flid i det parlamentariske arbejde. Han giver ikke ved dørene, men samtidig er han en venlig, munter mand, som trives blandt de øvrige politikere. Alle kan snakke med Søren Søndergaard, og de fleste kan lide ham. Under langvarige debatter i folketingssalen lusker mange, også indædte politiske modstandere, hen til Søndergaard for at diskutere og hviske vittigheder. I et interview i Berlingske Tidende har Dansk Folkepartis skarpskytte, sognepræst Søren Krarup, sagt, at Søren Søndergaard "er en skæg og meget velbegavet fyr. Jeg er selvfølgelig dybt uenig med ham. Men han er sjov at skændes med". Og på samme linje var den unge Venstre-løve, politisk ordfører Jens Rohde, i et interview med NORDJYSKE: "Når jeg tidligere så ham i tv, tænkte jeg: hold kæft, hvor er han træls! Så lærte jeg ham at kende herinde, og i dag sætter jeg enormt pris på Søren Søndergaard". - Ja, jeg overvejer at starte en fanklub, griner Søren Søndergaard bag sine enorme, men velordnede stakke af papirer, mapper og ringbind. Revolution nødvendig Vi vender om lidt tilbage til hans personlige relationer, men skal først have afklaret, om han stadig betragter sig selv som "trotskist og revolutionær socialist". - Det er jo ikke noget, jeg sådan går rundt og siger om mig selv. Men der har jo været forskellige retninger inden for arbejderbevægelsen. Jeg har tilhørt den, som via Lev Trotskij allerede i 1920'erne tog afstand fra det bureaukratiske diktatur i Sovjetunionen. Det betyder ikke, at jeg farer rundt og vifter med skriftsteder af Trotskij - det er ikke noget religiøst, men en historisk sammenhæng. - Men hvad med revolutionen? - Samfundet skal grundlæggende revolutioneres i socialistisk retning. - Via revolution? - Revolution betyder så mange ting. Vi taler om it-revolutionen og den industrialiserede revolution, men vi skal have en grundlæggende forandring, hvor magten flyttes fra kapital og ejendomsret til et mere demokratisk grundlag. Vi håber og beder til, at det sker fredeligt. Men historisk set har det været sådan, at når folk skal afgive noget, gør de modstand. - Vil forandringen ske? - Det er en nødvendighed. Demokratiet må også være til stede inden for den økonomiske sfære. Og vi kan ikke se på Danmark isoleret. Verden er blevet mindre, og vi er så afhængige af hinanden. - Men har socialismen foranstaltet andet end ulykker? - Nu er der ikke nogen rigtig praktiseret socialisme i verden, men forsøgene på det har absolut gavnet nogle steder. Trods fejlene i Kina vil jeg vove at påstå, at den økonomiske planlægningsmodel dér har reddet millioner fra døden. - Liberalismen skaber uligheder - man stjæler for eksempel med arme og ben fra de fattige lande. Også en del danske virksomheder har grundlagt deres formuer på slaver. Derefter kom råstofudbytningen, så anvendte man de fattige som billig arbejdskraft, og lige nu hugger man deres bedste hjerner. - Det lyder, som om dit politiske udgangspunkt er globalt? - Det er rigtigt. Sovjets invasion i Tjekkoslovakiet i 1968 og USA's krig i Vietnam satte mig i gang. Men lad mig også understrege, at problemerne i Danmark er større, end den bedrestillede del af befolkningen går og tror. I Danmark har vi en skillelinje mellem dem, der har arbejde og uddannelse, og dem, der ikke har det. Det er utroligt, som vi behandler de dårligst stillede i så rigt et samfund. Sammen med den internationale vinkel er det vort vigtigste tema i Enhedslisten. Og så økologien. Det hele er jo ikke meget værd, hvis vi bliver kvalt i skidt og møg. Realpolitikeren Mens Søren Søndergaard ikke vakler på sine politiske grundholdninger, kommer der flere nuancer frem i spørgsmålet mellem idealisme, realpolitik og så de enkeltsager, som også Enhedslisten er kendt for at køre. - Jeg synes ikke, der er så meget konflikt omkring enkeltsagerne, for dem bruger vi til at synliggøre de ideale ting, vi står for. Men der er en reel modsætning mellem idealisme og realpolitik. Da jeg var yngre, afviste jeg realpolitik. I dag er jeg sådan set ikke større tilhænger af den, men jeg forstår bedre dilemmaet. På en måde har vi gjort det let for os selv i Enhedslisten: Vi går ind for selv den mindste forbedring for de svageste og imod den mindste forringelse. Det betyder, at vi holder os fri af studehandler. Vi sidder ikke med korslagte arme, men vi afviser at forbedre forholdene for nogle lønmodtagere ved at forringe forholdene for andre lønmodtagere. Derfor ved de andre partier altid, hvor de har os. Vi laver ikke taktik. Vi er lette at læse - det synes vælgerne også. Det hårde arbejde På Christiansborg er det almindelig anerkendt, at Enhedslisten får meget ud af sine fire mandater, men den arbejdsmæssige pris er derefter. - Jeg klager ikke, men det er et ekstremt hårdt arbejde. Jeg vil tro, at jeg bruger op mod 100 timer om ugen, men jeg spekulerer ikke på det. Da jeg var på B&W, arbejdede jeg først dér otte timer hver dag og kastede mig derefter ud i politisk arbejde. Nu har jeg også de første otte timer til rådighed! Når jeg har ondt af mig selv, tænker jeg på de mange frivillige ude i partiet - de har arbejde, små børn og skal derefter passe det politiske. I forhold til dem er jeg privilegeret, siger Søndergaard, som afleverer en pæn sjat af folketingslønnen i partiskat og får udbetalt 24.000 kroner om måneden. Venner og modstandere Respekt for en god indsats trives i bedste velgående på tværs af partiskellene. Christiansborg er en ret hård arbejdsplads, hvor dårlig forberedelse hurtigt kommer til kort, men hos Søren Søndergaard finder politiske modstandere også en person, de godt kan lide. Og det kan være gensidigt. - Vi arbejder med forskellige niveauer, og modstanderen kan jo være en rigtig god kollega, selv om du er hamrende uenig. Den, man er enig med, kan samtidig være et stort røvhul. Jeg prøver at behandle alle ordentligt. Jeg tror også på, at argumenter faktisk kan overbevise. Folk har sjældent ret i alt - og folk har sjældent uret i alt. Desuden repræsenterer folk på Christiansborg holdninger i befolkningen. Selv om man er politiske modstandere, kan man godt være gode venner. Jeg har et godt forhold til flere af Venstres folk, blandt andet nogle af de unge, som har en åben holdning og gerne vil diskutere. - Hvad med Søren Krarup? - Med ham skal du være helt klar over, at han argumenterer ud fra en dybt forankret holdning, der hænger sammen. Vi afspejler nogle reelle modsatte opfattelser. Og det er måske lidt mere interessant, end om benzinen skal være 10 øre billigere. I modsætning til den lumre, småborgerlige, fremmedhadske tone, som har præget nogle dele af debatten i Danmark, ser vi her en klart markeret højrefløj, hvor det ikke handler om "føj, de lugter af hvidløg", men om statsborgerskab, Gud og verdensordenen. - Jeg kunne tænke mig nogle flere politikere, som var ærlige. Uden at genere statsminister Anders Fogh Rasmussen, som jo lige har haft fødselsdag, kunne jeg spørge: Hvad er Foghs projekt? Er han sat i denne verden for at sikre 1,4 milliarder til sygehusene, som han har taget fra ulandsbistanden? Eller er det vigtigste for ham - som han sagde i nytårstalen - at vi af og til slukker for mobiltelefonen, så vi kan tale lidt sammen? Vi savner nogle fundamentale diskussioner, som vil gøre politik mere spændende, men okay: Fogh er blevet statsminister, og Nyrup, som agerede på præcis samme måde for ti år siden, blev statsminister! Søren Søndergaard klukker lidt over sine egne manglende karrieremuligheder i regeringen. FCK-fan Som gammel københavner er Søren Søndergaard ret fanatisk FCK-fan, og han indrømmer glad og gerne, at klubbens kampe er indskrevet i kalenderen mellem et utal af politiske møder. Han er tit i Parken og holder til på "nedre C", hvor de rigtige fans samles. Han løber lidt motionsløb. Han læser meget, også skønlitteratur, men kigger ellers lidt ud i luften, når man spørger til hans fritidsinteresser. Politik fylder hans liv, men efter næste valg falder han for Enhedslistens rotationsordning, der sætter en åremålsbestemt masksimumgrænse for valg til Folketinget. Og hvad så? - Jeg vil forsat være aktiv i politik, selv om jeg forlader Christiansborg. Og rent arbejdsmæssigt - ja, jeg plejer at sige, at jeg skal tilbage til B&W.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...